Stor forvandling: Ikonisk kro holder midlertidigt lukket

Molskroen er i disse uger i gang med en omfattende fornyelse af både restaurant, hotelværelser, fællesarealer og udearealer.
Det skriver de i en pressemeddelelse.
Arbejdet tager udgangspunkt i husets historie og har til formål at styrke den varme, elegante og gennemførte stemning, som kendetegner stedet.
Molskroen er derfor midlertidigt lukket og genåbner for gæster fredag den 21. november.
Et målrettet løft af Molskroens udtryk
Renoveringen udspringer af ønsket om en mere sammenhængende stil, hvor gennemførte detaljer, en afstemt farvepalette og et rent, klassisk udtryk spiller tæt sammen og skaber en rolig og harmonisk helhed.
Direktør Sarah Evar siger:
“Molskroen har længe fortjent en tydeligere identitet med fokus på gennemførte detaljer og en ensartet, ren stil, der udstråler varme, hygge og elegance. Med de nye ejere er der kommet et stærkt fokus på at løfte Molskroen til det niveau, stedet fortjener.”
En gennemgribende forandring – inde og ude
I restauranten er gulve, vægge og farver blevet opdateret, og indretningen er ved at blive revitaliseret med nye møbler, lamper og nøje udvalgt kunst. Rummet får derved et mere afbalanceret og tidløst udtryk.
På værelserne er møbler, belysning og tekstiler i færd med at blive udskifte, herunder nye gulvtæpper, som skaber en rolig og indbydende atmosfære. Også gangarealer, hall og opholdsrum bliver gentænkt, så helheden fremstår mere samlet.
Læs også: Nu sker det: Aarhus’ nye mikrobageri slår dørene op i baggård Udvendigt er den nye svalegang en af de mest markante ændringer. Arbejdet med den nye svalegang er en vigtig del af renoveringen og har styrket konstruktionen og forbedret udearealet i tilknytning til værelserne.
Molskroens vinkælder er samtidig blevet udvidet og renoveret. De opgraderede rammer gør det muligt at afholde en række spændende vinrelaterede events i det nye år.
Flere forbedringer på vej
Arbejdet fortsætter frem mod genåbningen på fredag, hvor de sidste justeringer og detaljer færdiggøres.
Derudover er renoveringen en del af en større, planlagt udvikling af Molskroen, som fortsætter over de kommende måneder. Her vil yderligere tiltag gradvist styrke både funktionaliteten og helhedsoplevelsen for gæsterne.
Direktør Sarah Evar tilføjer:
“Vi har nået meget på kort tid, og det har været en intens og givende proces. Jeg er utrolig stolt af teamet og glæder mig til at tage imod gæsterne igen og vise dem de fornyede rammer. Vi glæder os til at byde gæster velkommen og lade forandringerne tale for sig selv.”
Molskroen genåbner for gæster den 21. november.