Ikonisk restaurant i Aarhus lukker efter 33 år
Restaurant Italia på Åboulevarden lukker
En af byens mest kendte og velbesøgte restauranter lukker. Det drejer sig om Restaurant Italia på Åboulevarden, der i 33 år har serveret forretsbuffet, bøffer og isbuffet til sultne aarhusianere. Restauranten er blevet solgt og har sidste åbningsdag nytårsaften.
“Vi har fået et tilbud, vi ikke kunne sige nej til,” siger medejer og bestyrer Kasper Vejvad Jørgensen til stiften.dk.
Han overtog stedet sidste år sammen med andre i den intention at drive Italia videre i samme ånd som Fulvio Capuzzi, der åbnede restauranten i 1985. “Det var en spændende udfordring, og vi har hele vejen forsøgt at gøre restauranten bedre og få den ind i det 21. århundrede. Vi sløjfede den både hadede og elskede frokostbuffet, vi forbedrede produkterne, og med vores seneste tiltag med tre retter italiensk mad for 200 kroner er vi ikke i tvivl om, at restauranten er på rette spor. Men vi kan alligevel ikke se bort fra det tilbud, vi har fået, og derfor har vi valgt at sælge,” siger Kasper Vejvad Jørgensen til stiften.dk.
Lokalerne på Åboulevarden bliver overtaget af Cock’s & Cows, der laver burgere og drinks og har otte restauranter i København.