Ikonisk salon i Aarhus: Frisør Træholt indleder nyt partnerskab og skifter navn
Frisør Træholt er en af byens kendte og populære frisørsaloner, idet de har klippet lokkerne på aarhusianerne i mere end 30 år.
Tilbage i 2019 begyndte indehaver Christina Træholt at gøre salonen mere bæredygtig, og nu har hun indgået et partnerskab, der sætter endnu et skub i den grønne retning.
Frisør Træholt har nemlig indledt et partnerskab med Park Styling, som er et dansk udviklet frisørfællesskab med fokus på bæredygtighed.
Salonen ændrer samtidig navn til Park By Træholt.
Naturlige ingredienser og returpant på emballagen
Siden Christina Træholt i 2019 påbegyndte processen om at gøre salonen så bæredygtig som muligt, er der sket mange ting.
Der bruges kun grøn energi, der er opsat vandspareforanstaltninger og der benyttes bæredygtige produkter. Nu har den selvstændige frisør så taget endnu et skridt i den grønne retning ved at indlede et partnerskab med Park Styling.
”I Træholt er vi kommet rigtig langt med vores bæredygtighedsmission, men at drive en grøn omstilling 100 procent selv er tids- og ressourcekrævende.
Derfor er partnerskabet med Park Styling en håndsrækning ind i vores eksisterende koncept, og vi bliver nu en del af et fællesskab og en udvikling, som vi er med til at sætte vores eget præg på. Det glæder jeg mig rigtig meget til”, udtaler Christina Træholt, indehaver af Park By Træholt, i en pressemeddelelse.
Park Styling består af 80 selvstændige frisører, der deles om eksempelvis en egenudviklet, skånsom produktserie, der er fri for parabener og uigennemsigtige e-numre.
Derudover har man som de første i Norden indført returpant på emballagen, så kunderne får 20 kroner retur, når de indleverer den tomme emballage.
Om Park Styling
Park Styling, der fokuserer på bæredygtighed, vil være den mode- og kvalitetsbevidste frisørkundes førstevalg samt branchens mest attraktive arbejdsplads for ambitiøse frisører.
Park Styling-frisørernes fælles passion er hår og hårpleje med fokus på de internationale hårtrends, bæredygtighed og egne eksklusive produkter med naturligt indhold, som er gennemtestet og godkendt af frisørerne selv.
Park har et sundt, professionelt og inspirerende fællesskab blandt alle saloners medarbejdere og indehavere.
Kontinuerlige kurser under eget internationalt akademi sikrer højeste faglighed, fremtidig udvikling og konkurrencedygtighed.
Park Styling er Nordens hurtigst voksende frisørkæde og findes nu i mere end 70 danske byer samt i Tyskland, Norge og Færøerne.