Efter 50 år: Ikonisk slagerbutik i Aarhus lukker
Vi oplever lige nu en kedelig tendens, hvor mindre erhvervsdrivende bliver nødt til at dreje nøglen om på deres butikker.
Den nyeste i rækken er slagterbutikken Charlottehøj Kød & Smørrebrød i Aarhus V.
På slagterens Facebook skriver indehaver Thomas Hvorslev Thomsen bl.a.:
“Det er med stor smerte at jeg må erkende, det er slut med Charlottehøj Kød & Smørrebrød.
Men alle fester slutter jo på et tidspunkt… Beklageligvis var det bare en dum virus og efterfølgende lidt uro i øst, der satte en solid stopper for vores dejlige butik.”
“Det går sgu’ ikke”
Ligesom fiskehandler Jakob Clausen fra Clausens Fiskehandel tidligere har italesat, kan de små erhvervsdrivende mærke, at kunderne er begyndt at holde igen med de gode ting. Dét kombineret med de stigende energipriser bliver for mange dødsstødet.
Til Aarhus Stiftstidende siger Thomas Hvorslev Thomsen, at det ikke går mere:
“Uanset, hvor gerne jeg ville, så kan jeg simpelthen ikke tjene de ekstra penge, der skal til for at betale energiregningen i øjeblikket. Så når jeg kigger i krystalkuglen, ser jeg ingen udveje, fortæller han.
Jeg har kæmpet alt det, jeg kunne, for at rekonstruere forretningen med en investor, men konklusionen var: Det går sgu’ ikke.”
I Facebook-opslaget takker slagteren til slut alle sine kunder med ordene:
“Jeg takker alle skønne kunder og alt det fantastiske personale, der de sidste 40-50 år har gjort en forskel på Hammershusvej.
Pas på jer selv og hinanden. Kærlig hilsen Thomas”