Så åbnede Ild.pizza i Højbjerg: 450 pizzaer på 1. åbningsdag og på mandag åbner de i Åbyhøj
![](https://migogaarhus.dk/wp-content/uploads/2021/01/Ild.pizza-i-Hoejbjerg-9-1000x600.jpg)
Folkene bag Ild.pizza har mange talenter. Uden tvivl. Men at åbne pizzeriaer og gøre det på en måde, så lokalområdet bliver inddraget, er de mestre i. I aftes åbnede Ild.pizza deres nye afdeling i Højbjerg, som blev det store trækplaster på det lille torv i Højbjerg.
“Vi har byens bedste hold”
Ild.pizza er ved at være erfaren i at åbne pizzeriaer, og efterhånden kører det på skinner. Holdet, som første aften består af 11 dedikerede medarbejdere, kender deres rolle i teamet, og der er ikke meget slinger i valsen, når der skal laves op mod 200 pizzaer i timen. Vel at mærke i spidsbelastningsperioder mellem 18 og 19. Kommerciel direktør og medejer hos Ild.pizza, Younes Deaibes, fortæller, at åbningen af et nyt pizzeria efterhånden er så indøvet, at alt spiller. Holdet i Højbjerg er mere eller mindre nyt, men der er trænede kræfter med. Direktøren er særdeles tilfreds med den positive modtagelse Ild.pizza har fået i Højbjerg. Hvis man lige gik og troede, at AGF var byens bedste hold, så kan man godt tro om igen. Younes Deaibes udbryder, da han ser, de har nået 450 pizzaer på tre timer, “Vi har bare byens bedste hold”.
Et lyspunkt i COVID-19-krisen
Kommerciel ansvarlig i IF Lyseng Fodbold, Kenneth Rothly, er yderst taknemmelig for de 40.000 kroner fra Ild.pizza, og det giver klubben en kickstart på næste projekt; en kunstgræsbane. Med 85 hold og 1.300 medlemmer så står det ønske højest på ønskelisten. Kenneth Rothly fortæller, at en ny kunstgræsbane koster 6 millioner, og de helt præcis 39.090 kroner er en kærkommen kickstart. Han er glad for den varme velkomst, Ild.pizza har fået, som blot fortæller, at mange lokale bakker op omkring IF Lyseng Fodbold.
Så kom åbningsdatoen for Åbyhøj
Younes Deaibes fortæller, at de har meldt åbningsdatoen for deres nye pizzeria på Søren Frichs Vej i Åbyhøj. Her åbner de mandag den 30. november klokken 16.00. 100% af omsætningen den dag går direkte til Åbyhøj IF.
Åbningstiderne på Oddervej 67 i Højbjerg er fra 16.00 til 20.30.
Besøg Ild.pizzas hjemmeside her: