Fantastisk succeshistorie fra Aarhus: Ild.Pizza vil åbne 80 nye steder i landet
I dag 17. januar fylder Younes Deaibes 22 år.
Det er der som sådan ikke noget odiøst i.
Men han har erhvervsmæssigt nået mere, end rigtig mange mennesker når på et helt liv.
Han er nemlig manden, som står i spidsen for succes-kæden Ild.Pizza, der er skabt i Aarhus, men som for alvor er ved at tæppebombe hele landet.
Den del vender vi tilbage til.
Var både rapper og manager
Younes Deaibes fik første gang smag for forretning, da han tilmeldte sin lokale rapgruppe fra Trillegården til Talent 2010 på DR.
TMT, som gruppen hed, kom hele vejen i finalen, og her var Younes Deaibes både rapper og manager.
En tidlig alder, at starte som manager i, må man sige.
Derfor skulle han allerede som 12-årig forhandle priser og betingelser.
Younes Deaibes blev vist tillid, og ingen forsøgte at snyde ham.
Finaleplads i Talent 2010 med TMT
Younes Deaibes fortæller, at han er vokset op i to socialt belastede områder.
Først gik han på en skole, hvor der blot var en etnisk dansker, og resten var som ham af anden etnisk baggrund.
Younes så sine klassekammerater lave ballade, for at søge opmærksomhed, og han fulgte selv med i samme spor.
I 4. klasse flyttede han så til Trillegården, hvor han kom i en ny skole.
Deres lille gruppe blev til en rapgruppe, som også fik flere medlemmer.
De kaldte sig for TMT, og Younes fik idéen til at melde gruppen til DR’s program “Talent” i 2010.
“Det var ingen dårlig idé, for vi endte med at gå hele vejen til finalen og spillede senere over 500 koncerter,” fortæller Younes Deaibes til MigogAarhus.
Tillid er afgørende
Younes Deaibes fortæller, at flere nøglepersoner havde vist en tro på ham, og han var derfor ivrig efter at bevise, at de ikke tog fejl.
Younes ville også hjælpe andre, som han selv var blevet hjulpet.
Han arbejdede derfor frivilligt med unge i kulturhuset Herredsvang, blev ambassadør for HeadOn og blev stemt ind i børn og unge byrådet som repræsentant for Aarhus Vest området.
“Jeg startede i 2017 med at interessere mig for iværksætteri og nåede at have to mindre projekter, dog uden den store succes, inden jeg fik mit gennembrud som partner og kommerciel direktør for Ild.pizza,” fortæller Younes med et stort smil på læben.
Inden da havde han også et job i Tivoli Friheden, hvor han arbejdede sig op til at blive parkchef med ansvar for alle sæsonansatte og daglig drift.
At arbejde 80 timer om ugen er naturligt
Younes Deaibes var blevet nysgerrig på iværksætteri, hvor han bl.a. startede et digitalt markedsføringsbureau og en tøjsalgsplatform med tøj til kvinder. Begge blev dog en kortere fornøjelse.
En ting, som Younes var blevet rigtig god til, var at finde nye muligheder.
“Jeg var ikke bange for at kontakte andre iværksættere, som jeg kunne sparre med. Det var helt naturligt for mig,” siger Younes.
Han havde blandt andet flere gange mødt Anders Grønborg, som var CEO for Lasertryk, og han kontaktede ham derfor igen.
Grønborg introducerede ham til sin forretningspartner Esben Mols Kabell, og de to iværksættere inviterede Younes med til Seedster i Marbella to dage inden, eventet gik i gang.
Younes tøvede ikke og tog med. De ville snakke med ham om deres nye projekt Ild.Pizza.
Var med fra starten i Ild.Pizza
“Ugen i Spanien blev en form for jobsamtale, og vi blev enige om at arbejde videre med projektet sammen,” fortæller Younes.
Han fik nogle procenter i Ild.Pizza og kom med som partner.
Anders Grønborg og Esben Mols Kabell havde testet et pizzakoncept i nogle måneder, men nu kom Younes Deaibes ind og hjalp med at trykke lidt mere på speederen.
De fik lige så langsomt en del af de unge ansatte med ind via Younes netværk og fik testet deres produkter af på Lasertryks ansatte.
Deres første idé var, at de ville lave et stort køkken, hvorfra de kunne pakke og sende varerne ud til deres forskellige pizzeriaer.
Flere end 250 ansatte
Efter at have brugt 4 millioner på det, så fandt de desværre ud af, at det både var for tidskrævende og for svært at få de rigtige tilladelser.
Køkkenet står der derfor stadig ubrugt.
I stedet er selv pizza-kæden Ild.Pizza vokset stærkt over de sidste halvandet år, og i dag har de over 250 ansatte.
Lige nu søger Ild.pizza 85 medarbejdere mere.
Trioen i Ild.pizza har formået at få skabt en arbejdskultur, hvor man hjælper hinanden, og alle er villige til at gøre en ekstra indsats.
Succesen er til at få øje på, og inden for kort tid udvider kæden med deres første pizzeriaer på Sjælland. Målet er at åbne 80 afdelinger over de næste 2 år.
Så det er vist på sin plads at ønske Younes tillykke med succesen og med fødselsdagen.