Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Disney vælger ny IMAX-biograf i Aarhus til gallapremiere på Star Wars

Af anders@sommersangdigital.dk

For første gang bliver der holdt gallapremiere på en stor Hollywood blockbuster-film eksklusivt i Aarhus, og det bliver for den nye Star Wars-film ”Rogue One: A Star Wars Story”. Gallapremieren afholdes i midten af december, når Cinemaxx åbner det, som mange kalder verdens største filmoplevelse – en IMAX-biograf. Derfor bliver byens centrum fyldt med stormtroopers og jedi-riddere.

 

Når Cinemaxx i Aarhus snart åbner den kun tredje IMAX-biograf i Norden, rækker de ud efter stjernerne i det, der bliver en af årets store aarhusianske begivenheder. Det er netop offentliggjort, at billetsalget til Disneys nye Star Wars-film ”Rogue One: A Star Wars Story” med premiere den 14. december begynder i dag, mandag klokken 12.00.

 

Gallapremiere på Star Wars-filmen den 13. december

Samtidig oplyser Cinemaxx, at de fejrer åbningen af den nye IMAX biograf ved at afholde gallapremiere på Star Wars-filmen den 13. december, og at aarhusianerne i den anledning kan se frem til, at området omkring Bruuns Galleri og biografen bliver omdannet til en fjern, fjern galakse. ”Til åbningsfesten og gallapremieren kan du forvente personer klædt ud som stormtroopers og jedi-riddere fylde byen. Der vil komme skuespillere, musikere og andre kendte personligheder, og alle gæsterne kan glæde sig til at træde ind i et overvældende univers båret af et af IMAX´s kendetegn – den blå farve,” fortæller Kim Brochdorf, administrerende direktør i Cinemaxx Danmark.

 

Star Wars-superfans

Der vil også blive inviteret et større antal Star Wars-superfans, ligesom man kan vinde billetter til den festlige aften. Dagen efter gallapremieren kan biografgæsterne komme ind til de første forestillinger. Da Cinemaxx sidste år åbnede Nordens første IMAX i København, blev billetterne revet væk. ”Derfor kan det være en god ide at sidde klar ved tasterne, hvis man vil være én af de første til at opleve den nye IMAX-biograf,” siger Kim Brochdorf.

 

Biografgæster suges ind i Jyllands største lærred

IMAX er et filmformat udviklet af det canadiske firma af samme navn, og det kaldes verdens største filmoplevelse. IMAX leverer en samlet patenteret løsning gående fra et særligt buet lærred på mere end 200 kvadratmeter, der bliver Jyllands største, til unikke IMAX-projektorer, specialdesignet lyd, luksusstole og meget andet. Det betyder, at biografgængerne føler, de er en del af filmen, når heltene kæmper mod Darth Vader. Den nye biografsal erstatter den tidligere sal 1 i Cinemaxx og får plads til 417 gæster.

 

”Det er kæmpe stort, at vi får gallapremieren på ”Rogue One” til Aarhus, og det kan kun lade sig gøre på grund af åbningen af IMAX. Vi er godt i gang med at ombygge sal 1, og snart ankommer lærredet og de mange andre tons udstyr fra Canada”, fortæller Kim Brochdorf.

 

Den kommende IMAX i Aarhus bliver den tredje IMAX i Norden efter København og Stockholm. På verdensplan findes der 1102 IMAX-biografer fordelt på 69 lande.

 

Millioninvestering

”IMAX-biografen i Aarhus er en tocifret millioninvestering for os, men vi forventer, at langt over 100.000 biografgængere om året fra store dele af Jylland vil tage i IMAX-biografen for at få en helt særlig filmoplevelse. At begynde med ”Rogue One” kan ikke være bedre. For Star Wars-universet og IMAX-formatet passer perfekt til hinanden,” siger Kim Brochdorf.

 

Når ”Rogue One” i løbet af januar tages af plakaten, vil den nye biograf i løbet af 2017 blandt andet vise “Fast & Furious 8”, ”Pirates of the Caribbean – Dead Men Tell No Tales” og Christopher Nolans krigs-epos ”Dunkirk”.

 

 

FAKTA om IMAX:

  • IMAX i Cinemaxx Aarhus bliver den første IMAX i Jylland og får Jyllands største lærred.
  • Det nye IMAX-auditorium får 417 luksussæder, et lærred på over 200 kvadratmeter og erstatter den tidligere Sal 1 i Cinemaxx Aarhus, der havde 526 pladser.
  • IMAX i Cinemaxx Aarhus bliver den tredje IMAX i Norden. Der findes i forvejen IMAX i København og Stockholm. I begyndelsen af 2017 åbner der endnu en IMAX-biograf – denne gang i Oslo.
  • Målt på omsætning er IMAX i København den femtestørste i Europa og den tolvtestørste i verden.
  • IMAX-film er opgraderet gennem en særlig DMR® proces (Digital Re-Mastering), der giver knivskarpt billede og helt ren lyd.

 IMAX-biograf

FAKTA OM Cinemaxx:

  • Cinemaxx Aarhus har i forvejen Jyllands største biograflærred (men det nye IMAX-lærred bliver endnu større).
  • Cinemaxx Aarhus er Jyllands største biografkompleks med i alt 11 sale, der samlet rummer 2143 pladser.

Del artikel

Andre læser også