Indbrudsbølge i Aarhus: Især én bydel er hårdt ramt

Politiet intensiverer indsatsen med øget patruljering, efterforskning og forebyggende tiltag, efter der er registreret et stort antal indbrud i Østjylland på det seneste.
Visse områder er særligt hårdt, og det gælder bl.a. den sydlige del af Aarhus. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Derfor var politiet mandag middag til stede med indbrudseksperter i Viby Centret for at få en snak med borgerne om indbrud og give råd til at undgå dem.
“Vi kan ikke opfordre nok til, at man som borger aktivt forsøger at undgå indbrud ved eksempelvis at sikre sine vinduer med sikkerhedsbeslag og -skruer, få sit hus til at se beboet ud, når man ikke er hjemme, og lave aftaler med naboer om, at man holde øje med hinandens huse.
Netop opmærksomme naboer spiller ofte en altafgørende rolle, når vi anholder indbrudstyve. Ring på tlf. 112, hvis du ser nogen i færd med at bryde ind, og ring på tlf. 114, hvis du ser noget mistænkeligt,” lyder opfordringen fra Østjyllands Politi.
Taget på fersk gerning
Så sent som mandag omkring kl. 13 blev en indbrudstyv spottet på en adresse i Stavtrup.
Her var det netop en opmærksom nabo, der opdagede indbruddet og straks ringede til alarmcentralen.
Læs også: Drama i Bruuns Galleri: Butiksansat overfaldet af røver Da patruljen få minutter senere ankom til adressen, var manden stadig i huset.
Tyven forsøgte at flygte, da han så betjentene, men de fik hurtigt indhentet og anholdt ham med den fornødne magt.
Foruden gårsdagens indbrud i Stavtrup er den 32-årige mand sigtet for et indbrud i Randers, der fandt sted i august 2024. Han blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus tidligere på dagen.