Midt i Aarhus: 22-årig indtog lattergas foran betjent
Det er ikke alle, der har fået sat sig ind i de nye regler for lattergas.
Det måtte Østjyllands Politi natten til mandag endnu en gang sande.
En patrulje henvendte sig i løbet af natten til føreren af en bil, som holdt parkeret på cykelstien ved Frederiks Allé i Aarhus.
På bilens passagersæde sad en 22-årig mand, der gjorde sig aldeles uheldigt bemærket.
Ledte til fund af flere patroner
Mens betjenten talte med føreren af bilen, indtog den 22-årige nemlig flere gange lattergas ved brug af en ballon.
I bilen fandt betjentene desuden flere andre lattergaspatroner.
Derfor blev den 22-årige sigtet for overtrædelse af lattergasloven.
Kan se frem til anseelig bøde
Siden 30. juni i år har det været forbudt at være i besiddelse af lattergas på offentlige steder.
Den 22-årige kan dermed forvente en stor bøde.
Ifølge Sikkerhedsstyrelsen kan besiddelse af lattergas straffes med en bøde på mellem 3.000 og 5.000 kroner.
Lattergasflasker betragtes desuden som farligt gods.
Den 22-årige risikerer derfor også en sigtelse og større bøde for overtrædelse af loven om transport af farligt gods.