Med kort varsel: Internationalt navn aflyser Smukfest-optræden
Smukfest nærmer sig med hastige skridt, og desværre er der nu kommet et afbud.
Det amerikanske metal/hiphop-fusionsband Limp Bizkit har netop aflyst sin optræden på festivalen ved Skanderborg nær Aarhus, meddeler Smukfest på Instagram.
“Aflysning i sidste øjeblik vil altid være en risiko, når man laver festival. Nu har Limp Bizkit meldt afbud, og det er super ærgerligt, men vi går straks i gang med at finde en erstatning til Stjernescenen.
At sammenligne andre med Fred Durst og co. er svært. Alligevel arbejder vi benhårdt på at give muligheden til et band der kan udfylde pladsen, men mere kan jeg ikke sige lige nu,” lyder det fra festivalens booker Mikkel Xavier.
Limp Bizkit skulle have spillet på Stjernescenen onsdag d. 3. august kl. 23.45. Årsagen til afbuddet er sygdom, lyder det fra forsanger Fred Durst på bandets hjemmeside:
“På grund af helbredsproblemer og på baggrund af rådgivning fra min personlige læge om at tage en øjeblikkelig pause fra turnéen bliver Limp Bizkit desværre nødt til at udskyde Europa-turnéen. Vi beklager virkelig den ulejlighed, dette måtte forårsage for vores loyale fans, promotorer og supportmedarbejdere.”
Andre store navne optræder
Smukfest finder sted i Bøgeskoven ved Skanderborg fra 31. juli til 7. august.
Festivalen har store internationale navne som Justin Bieber, Melanie C (Sporty Spice), Gorillaz og Kygo på plakaten.
På det seneste har der dog også hersket en del nervøsitet og usikkerhed om, hvorvidt hovednavnet Justin Bieber mon ville blive klar til Smukfest.
Men festivalen har for nylig beroliget fans med en opløftende melding.
Du kan se hele den detaljerede spilleplan for Smukfest 2022 lige her.