Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Iværksætteren, Morten Stahl Pedersen, fra Smagførst taler ud

Af Michael Qureshi

Jeg har mødt Morten Stahl Pedersen fra Smagførst i hovedkontoret i Aarhus til en lille snak om vin, iværksætteri, dansk vin og passion for sit fag. Morten er lige fyldt 30 år. Han startede den første Smagførst i 2009 ved at låne et garagelokale i M.P. Bruunsgade i Aarhus som 23-årig. Han er kendt som den unge vinhandler i en branche, hvor de fleste er  er noget ældre.

 

Hvor kommer interessen for vin fra?

Jeg er vokset op i et hjem, hvor man var glad for mad og hvor det var vigtigt at sønnike lærte at lave mad, for min mor var vokset op i et hjem, hvor det kun var kvinderne, der lærte det. Det syntes jeg var rigtigt spændende. Da jeg var færdig med handelsskolen som 18-årig,var der en flot vinbutik i Silkeborg, hvor jeg kommer fra, som havde en masse mad nede bagved, som var spændende. Så jeg søgte om arbejde. Det kunne jeg godt få, hvis jeg gik i lære i vinbutikken. Så jeg tænkte “hva’ faen”. Jeg kunne godt lide maden, men vinen var Liebfraumilch for mig på det tidspunkt. Men så kom jeg i lære og så klappede fælden. Jeg blev enormt vild med vinen og købmandskabet. Det var et godt sted at være i lære, hvor jeg kom meget med ind i maskinrummet, også i forhold til det købmandsmæssige. Eftersom jeg altid gerne havde villet være selvstændig, så var det oplagt, at nu var der noget at være selvstændig med, for nu var det lige vin, jeg vidste noget om. Så den drøm blev hurtigt sået, at jeg skulle prøve at have min egen vinforretning. Så var det bare med at tage tilløb nok og prøve at finde ud af at gøre det på en anderledes måde, altså prøve at lave noget, der var nyt og med kant på i forhold til alt det der allerede fandtes.  Sådan kom idéen om Smagførst.

 

Det er egentlig ikke så mange år, du har taget tilløb?

Nej, men jeg har haft abonnement på Børsen siden jeg var 15, fordi jeg altid har gået og taget tilløb til, hvordan man skulle have sin egen forretning, så jeg var virkelig klar til at komme i gang dér som 23-årig. Jeg syntes, jeg havde ventet i mange år på at komme i gang. Man kan jo godt se nu, alt det man ikke lige vidste dengang, men en lækker fordel ved at starte ung er, at man jo ikke ved alt det, der kan gå galt, man kaster sig bare ud i det.

 

Er det i virkeligheden mere iværksætteriet end vinen, der driver dig?

Det er i hvert fald som minimum 50/50. Det er klart, at for at synes, det er sjovt at arbejde 70 timer om ugen og alt det kontorarbejde, så skal man jo elske iværksætteriet og forretningsdriften, og det gør jeg helt sikkert. Det har jeg heldigvis også dygtige kollegaer, der gør og de er dygtige til vin. Man skal jo ansætte nogen, der er bedre end én selv og selv om jeg synes, at jeg ved meget om vin, så ved langt de fleste af mine kolleger mere end jeg gør. Det nørder de jo konstant noget nyt med og jeg lærer en masse nyt og spændende omkring det forretningsmæssige.

 

Hvordan opstod konceptet med at smage på vinen først? Og kan det betale sig?

Det kan det – vi er her jo stadigvæk i dag. Selvfølgelig koster det nogle penge, men det gør al markedsføring. Alt hvad der skal til for at skille sig ud, koster selvfølgelig noget. Og jeg syntes bare, at det var på sin plads at yde en ordentlig service. Det skulle gerne være den nemmeste måde for kunderne at købe sin vin på. De får lov at smage først og vi kan selvfølgelig rådgive som alle andre vinhandlere kan, men vi har også lige det aspekt, at vi har så stort et udvalg af ting, du kan smage på, sådan at det sprog, man har som vinhandler og som kunde, som jo sjældent er ens, så kan vi alligevel finde ud af, hvad det egentlig er, du mener, når du siger, du gerne vil have en krydret eller kraftig vin. Det er langt fra det samme. Så derfor er det en god idé at kunne smage først.

 

Men hvorfor det?

For at give en oplevelse og give kunderne muligheden for at prøve noget andet end det, de plejer. Der er alt for mange, der for tidligt kommer til at opføre sig som en konservative gamle mænd og altid bare drikker italiensk, fordi “det plejer vi”. Det er fandme dumt, prøv nu noget nyt. Lad være med at sige til sig selv, at “spansk kan jeg ikke rigtigt tåle” – det er jo ikke fordi der er gift i jorden, når du springer fra Frankrig til Spanien. Der er så mange forskellige måder, man kan lave vin på, det er jo typisk afhængig af vinbondens ambition og ikke området eller druen. Du kan lave så meget forskellige vin i det samme område og på den samme drue, så derfor synes jeg, at man skal smage først. Den vil vi gerne give videre til kunderne. Det har så en sideeffekt, at det bliver horisontudvidende for mange, der komme ind, som måske egentlig er vant til kun at drikke chilensk rødvin. De finder ud af, at der er andre ting, de godt kan lide. Det er fedt at se, at folk begynder at tænke mere over, hvad de drikker. De bliver “udfordret” ved at prøve noget nyt.

 

Føler du en stigende interesse for kvalitetsvin hos folk?

Der er en stigende interesse hos os. Hvis man spørger Danmarks Statistik vil de sikkert sige, at vinhandlerne sælger mindre og mindre, end tidligere, fordi supermarkederne sælger så meget. Men hos os har vi stor vækst i kundeantallet. Vi oplevede her fra starten af, hvor vi kun havde vin på smageområdet op til omkring 100 kr, så har vi nu meget, der ligger omkring 150 kr og op til 200 kr. Vi har også fået en eksklusivafdeling, fordi vores kunder bliver mere interesserede i vin og derfor efterspørger nogle mere interessante ting, så følger vi selvfølgelig med. Derfor oplever vi også, at vores kunder bliver mere og mere interesserede og også mere og mere kræsne.

 

Du er ikke den eneste unge, dit personale er også ungt. Er det repræsentativt for vininteresserede nu?

Jeg oplever helt klart, at det er moderne, at gå op i mad og drikke i alle samfundslag, det gælder også de yngre. Det er meget nemmere at rekruttere dygtige unge mennesker til at arbejde i en forretning som den her eller som  gode vintjenere rundt omkring, fordi de rent faktisk interesserer sig for det. Det er ikke den største hurdle at finde dem, der ved noget om vin, det er mere at finde dem, der så kan levere på alle de andre parametre: servicen og pålideligheden, for det er helt sikkert moderne at gå op i vin.

 

Hvad er målsætningen for Smagførst?

Målsætningen er at blive ved med at kunne præsentere folk for noget nyt og spændende. Blive ved med at levere oplevelser, det er så meget det, vi gerne vil. Vi er meget bevidste om, at vi sælger oplevelser igennem vinen eller igennem vores vinsmagninger, igennem vores vinbar i Jægergårdsgade. Vi begynder at lave små ture: Vi var ude at besøge nogle danske vingårde her i efteråret og vi har et nyt program for næste år også. Vi vil gerne vise, alt det du kan med vin og gastronomi i det hele taget. Primært alkohol, som er forcen i Smagførst. Vi vil gerne sprede den viden ud til så mange, som vi kan. Det tager den tid, det tager, og jeg har ikke en stor pose penge med nogen steder fra. Nu har vi åbnet i København og Aarhus og når vi har konsolideret det, skal vi kigge på, om der er et sted mere, hvor der trænger til at komme med en Smagførstbutik. København er et rigtigt spændende sted, der kunne vi sagtens gøre noget mere, men vi kunne også gøre mere på online-salg. Og selvom det umiddelbart er svært at sammenkoble med idéen om at smage først, så sker der bare meget på det område, som vi skal være vågne på. Man skal være meget bevidst omkring, hvor meget teknologi fylder og hvis folk insisterer at købe noget på nettet, de ikke har smagt i forvejen, jamen så skal vi være skarpere på at tilbyde det. Vækst er vigtigt. Det er det, der driver en organisation som os, og især mig. Jeg vil ikke bare sidde på hænderne og have “Mortens Vinhandel”, der skal sgu ske noget. Vi skal ud at skabe noget mere og udfordre markedet, fordi det er sjovt og det er den måde, man holder sig vågen på, synes jeg.

 

Kommer der flere butikker?

Det er ikke nødvendigvis kun i Aarhus og København, vi skal have butikker, men det er klart, at de to steder er gode. Der er en procentdel af indbyggerne, der er oplagt vores målgruppe. Vi havde en butik i Vejle, som vi solgte til butikschefen dernede, for det var vi ikke lige eksperter i at ramme. Og det er man også nødt til at kunne erkende. Mit personlige mantra er “heller angrebsfejl end nøl”, det er vistnok noget jeg har taget fra håndbold. Jeg vil hellere sige, “okay, vi prøvede og det gik sgu ikke” end at sidde og tænke “tænk, hvis vi havde gjort det, så havde det været fedt”. Det var sjovt med Vejle, men byen var ikke lige det rigtige. Vi manglede måske den unge generation.

 

Hvad er kodeordet?

Det er det jo for mange ting i dag, det gælder om at lægge oplevelse ind i så meget som muligt. Vin kan man jo få alle steder, selv på tankstationer og 7-Eleven. Vi vil selvfølgelig altid hævde, at vi har bedre produkter end mange af vores konkurrenter, men der er bare så meget god vin i verden, så måske lige bortset fra tankstationen og 7-Eleven, så er der mange andre, der også levere god vin. Derfor skal vi sørge for at pakke det ind i den gode service og den gode oplevelse. Det er alt fra lugte- og smagssansen, når du smager vinen i butikken til den måde du oplever mine kollegaer. Vi vil gerne gøre os umage for at være den joviale udgave af vinhandlerne. Der er mange fordomme om, at vinhandlere er nogle frygteligt snobbede nogen og derfor tør de ikke gå derind. Det er slet ikke attituden her hos os. Det handler om, hvad du godt kan lide og så må du gerne kalde det for sur rødvin, hvis det er det, du synes. Vi skal nok finde det, du skal bruge.

 

Hvorfor lavede I en vinbar i den ene butik?

Det var en naturlig forlængelse at åbne vores vinbar. Den er et god eksempel på, hvad der sker i markedet og hvad der er en naturlig udvikling. Vi oplevede at folk efterspurgte oplevelsen ved at komme ind og sidde i ro og mag og smage vinen. Til dagligt i butikken kan du jo komme ind og smage først, det koster ikke noget, men når du komme en fredag aften sidder du jo ned og får et ordentligt glad. Det koster jo noget, men det giver også en anden oplevelse. Det er en god måde for os at få afløb for al vores entusiasme omkring vin, fordi vi har en anden tid til at gå i dybden. Det er interessant at se, hvordan folk bliver glad for nogle andre vine, når de sidder lidt længere tid sådan en aften. Vi sælger nogle andre vine i vinbaren end i butikken, fordi når du har tid til at smage en 3-4-5-gange, hvor lang tid det tager at drikke et glas, så finder man ud af nogle andre ting, hvorimod når du smager en gang i butikken, kan det være at man falder for den mere umiddelbare og lette frugt. Det er vigtigt at sidde og have tid til at smage ordentligt også. Forhåbentligt giver det også en anderledes oplevelse, at man må tage sin egen mad med. Bring your own food er noget vi er stolte af at kunne sige.

 

Er det alle vine, man kan smage i butikken?

Nej, det var det i begyndelsen, da vi havde et meget begrænset sortiment, men da vi mærkede efterspørgslen på dyrere ting, måtte vi overveje, om vi skulle lade være med at tage dem ind, fordi de kommer til at sælge meget begrænset og er så dyre. Det kan på ingen måde kan svare sig at åbne, eller skal vi tage dem ind og sige, at det er ting, vi kun har åbne for nogle gange og så kunne tilbyde den service, det er at have den slags varer. Det betyder, at vi må have et vist sortiment og udvalg, så vi ikke skal sende folk andre steder hen. Derfor har vi en eksklusiv-afdeling, som koster og derfor ikke er åbne til smagning. Vi åbner to gange om måneden en vin fra eksklusivafdelingen, som så kommer på et knivskarpt tilbud. Igen er det oplevelsen, der er det væsentlige. Det er simpelthen for at præsentere folk for noget spændende vin. Selvfølgelig vil vi gerne sælge den vin, vi åbner, men vi vil ligeså gerne bruge den vin til at vise, at vi også har noget i den del af udvalget. Vi vil hellere bruge oplevelserne som trækplaster end at bruge åndssvage reklamekroner på aviser eller andet oldschool. Omkring 80 % af vinhandel er vin til omkring 50 kroner, så der er ikke så meget plads til at sælge de dyre vine. Vi vil gerne levere god vin til pengene, så derfor vil vi altid være stærke i vin til 50-150 kroner flasken. Det er der, det er svært at finde noget, der smager godt til pengene og derfor er det en fed udfordring og samtidig er det der, de fleste handler vin.

 

Hvordan finder I jeres vine?

Det ville være super lækkert at rejse ud hver gang, men desværre er der så meget vi i verden, at der også er for meget eller i bedste fald bare er for dyrt i forhold til smagen. Derfor rejser vi aldrig ned og besøger nogen, hvor vi ikke har smagt deres vine først. Heldigvis med internet og moderne teknologi kan vi høre om folks vine og bede dem om at sende prøver, så vi kan smage, inden vi beslutter os for at tage det hjem. Når vi har skabt en kontakt, tager vi typisk på besøg. Der kan være mange grunde til at det kan være en gods idé: For ikke at spilde vores tid og penge på at besøge nogen, der ikke kan noget alligevel, men også når vi har bevist at vi handler godt med dem bliver de selvfølgelig ekstra glade for at se én. Hvis vi tager ned til de ældre vinfirmaer, så tror de ikke at vi vil købe noget på grund af vores unge alder, før vi har bevist at vi køber rigtig meget og så bliver de positivt overrasket. Skepsissen omkring vores alder kan godt være der lidt i branchen og så er det fedt at vise, at vi godt kan.

 

Bliver der ikke mere respekt omkring at unge mennesker også kan noget?

Jo, helt sikkert, og når jeg siger sådan nogle ting er det fordi der ligger nogle sjove oplevelser fra jeg var helt ung og startede butikken. Det var sjovt at stå i butikken som 23-årig, når folk spurgte efter chefen. Der er også mange vinproducenter, som er unge, de overtager jo også. En del af dem, vi handler med er også yngre end gennemsnittet, fordi vi netop går efter vin, der smager godt til pengene og så behøver det ikke at være fra Bourgogne eller Bordeaux. De steder har unge vinbønder ikke råd til at købe jord alligevel, så vi finder måske noget fra et ukendt område, hvor de har råd til at prøve at lave noget nyt.

 

Hvad er Smagførsts forhold til dansk vin?

I forhold til vores benhårde mantra om at det skal smage godt til prisen, har der været meget meget lang vej for dansk vin. Man kan godt finde ting, der smager godt, men så koster det alt for meget. Men vi er så heldige, at der sker rigtig meget i den branche. Vi lavede en tur i efteråret, hvor vi besøgte to vingårde tæt på Aarhus. Det var interessant. Vi har valgt at tage en smule af den ene vingårds produkter ind i butikken i Jægergårdsgade. Men man skal altså finde lidt nationalpatriotisme frem, når man skal drikke det, fordi det er i hvert fald meget anderledes end den stil, som mange danskere går efter. Dansk vin har ikke den kraft og power, som udenlandsk vin. Rødvin er lidt udfordret. Jeg regner ikke med, at vi kommer til at have en overvægt af dansk vin i Smagførsts sortiment i min levetid. Der er Danmark bedre til øl, hvor der sker en hel masse. Der er meget stor forskel på den gennemsnitlige vindrikker og den gennemsnitlige øldrikker: Hvor mange vindrikkere gerne lige vil købe Ripasso, som de plejer, så vil man med øl rigtig gerne prøve noget nyt. Derfor har vi også fået noget spændende øl hjem, som man ikke lige finder alle steder. Vi har også en ølkasseløsning, hvor man hver måned får en ny kasse med øl, for netop at imødekomme det, at man gerne vil prøve noget nyt.

 

I afholder I så mange vinsmagninger?

Vi får meget ros for vore smagninger. Vi prøver gerne at gøre det lærerigt uden at det skal føles som om man skal til en forelæsning. Der er gerne rigtigt højt humør til vores smagninger. Det er en del af oplevelsen at blive oplyst. Efter oplevelsen er det næste step at uddanne folk, fordi de selv efterspørger det. Og vi vil gerne lære noget mere og vide noget. Folk vi gerne vide noget mere, og det er selvfølgelig også en fordel for os. Vi kan se, at de folk, der er kommet hos os gennem en længere periode simpelthen ændrer præferencer fra ikke at tænker så meget over, hvad man drikker til virkelig at have nogen foretrukne vine. Det er rart for mig som entusiast at se at andre hopper med på vogne og falder i karret så at sige. Og vi vil gerne have folk til at prøve noget nyt. Vi morer os rigtig meget med at sige til folk, at årets julesnaps er gin. Istedet for at drikke julesnaps, som du plejer, hvor der findes rigtigt gode ting, men der findes også rigtig meget lort. Og når nu gin er så populært, men drukket på den samme måde, altid med tonic, så er jeg overbevist om, at mange vil være glade for – ligesom vi er – at drikke gin rent i stedet for snaps. Det er langt hen af vejen lavet på den samme måde, det er destilleret med krydderurter, hvor med snaps er det måske bare tilsat. Derfor får du noget af det samme resultat, som bare er rigtigt interessant. Når der nu findes så meget på markedet, der ikke bare smager af enebær, den her karakteristiske gransmag, så synes vi, at det er en sjov vinkel på tingene. Igen for at give folk en aha-oplevelse.

 

Hvad tænker du om fremtiden for vinbranchen?

Det stopper jo ikke, at folk køber vin, det bliver der tværtimod mere og mere af. Samtidig søger folk den gode oplevelse, der kan være i en vinbutik, vinbar og til smagninger. Jeg tror, at vi kommer til at se langt færre klassiske vinhandlere. Det er en proces, der allerede er i gang. Det vil skille sig i online-salg, måske i kombination med en fysisk butik og så servicere folks behov i den anden boldgade med vinoplevelser. Man skal bare være klar til det hele, for der kommer til at ske meget.

 

Hvad er din drøm?

For mig er det at blive ved med at skabe noget og blive ved med at lave noget, der er interessant. Det er det væsentligste for mig. I det åndedrag vil jeg også sige at blive ved med at gøre det godt, det vi gør nu og gøre det endnu bedre. Status quo er ikke sundt for virksomheder eller for folk og slet ikke for mig selv. Jeg synes, at det er spændende at lave noget nyt. Derfor er jeg også glad for, at der kommer til at ske noget med branchen, der skal ske noget. Vi skal ikke bare drive business som vi plejer. Det gør mig glad, det synes jeg er fedt. Udfordringer – spændende!

 

Det er ikke bare at starte nye butikker op, men at udvikle konceptet. Det er klart, det er det sjoveste. Jeg har flyttet butikker rundt i Aarhus mange gange og vi har åbnet i København og Vejle. Vi har efterhånden, ved at lave nogen fejl, lært, hvad vi skal gøre, så det kommer der også til at være mere af, men det er ikke det, der gør det spændende. Det er heller ikke det, der driver mine kolleger. Det, der er fedt, det er at finde nogle nye ting og gøre det anderledes, lave små vin- og whiskyture og give den noget udvikling dér. Hvis du arbejder i Aarhus, bliver det jo ikke sjovere at arbejde i aarhus af at vi også har en butik i Aalborg. Jeg går meget op i, at vi alle sammen synes, at det er sjovt og spændende. Nu har vi snakket meget om konceptet og vinene, men den største værdi, vi har, det er kollegerne, det er jo dem, som leverer den service. De skal passes godt på og der skal være noget spændende at arbejde med. Planen er at udvikle og forny konceptet ud fra den base, vi har nu.

 

Sidst, men ikke mindst, hvad er dit forhold til Aarhus?

Selvom jeg er flyttet til København nu og har åbnet en butik derovre, så tager jeg mig selv gentagne gange i at sige, at jeg skal hjem til Aarhus. Jeg er fra Silkeborg, men flyttede til Aarhus, da jeg skulle starte butikken. Det er jo den jyske storby, så når man sidder i Silkeborg og tænker hvor man kan starte et nyt koncept, så må det jo klart være Aarhus. Aarhus er blevet hjem for mig. Det er her jeg har fået min erfaring fra jeg var 18 til jeg var 29 og det er her, jeg har mine forretninger. Byen er et hjem, det er basen på så mange måder. Fordi det er her kæresten bor og fordi jeg har de to gamle forretninger, som er kernen i det hele. 

 

I københavn sker alting først og hurtigere og sådan er det. Husk at elske Aarhus, for det, det er og ikke prøve at gøre det til noget, det ikke er. Det her er den bedste by i Danmark til rigtig mange ting, fordi der er et forsøg på noget storbymentalitet, men samtidig har du  en base, der er lille nok til at du kan styre det. Du er tryg i Aarhus både personligt og forretningsmæssigt, for du kan overskue det, du kan kende folk, du har et netværk i byen, hvor København bliver så stor: “hvem skal du snakke med, hvor skal du hen?”. Aarhus leverer noget sikkerhed og samtidig en masse muligheder, som de andre byer ikke gør. Det er et godt miks af sikkerhed og muligheder. København er spændende, men det er noget andet. Det vil være forkert, hvis man forsøger at gøre Aarhus til det samme. Det er noget andet og på langt de fleste rigtigt gode måder.

Taylor´s

Del artikel

Andre læser også