Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aarhus-kok stiller op i konkurrencen ”Årets Sild”

Af anders@sommersangdigital.dk

Jannie Våtevik er køkkenchef hos Kähler Spisesalon og kendt for sine velsmagende og nytænkende smørrebrød. Søndag 10. april skal Jannie Våtevik forsvare Aarhus, når hun stiller op i den prestigefyldte kokkekonkurrence ”Årets Sild” hos Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.

 

Det handler om at finde den helt perfekte marinade til gammeldags modnede sild, og om at få sildene til at smage i selskab med ”Årets Bjesk,” når Kattegat Seafood A/S inviterer fem restauranter fra hele landet til at dyste i konkurrencen ”Årets Sild”. Fra Aarhus deltager køkkenchef hos Kähler Spisesalon, Jannie Våtevik, der sammen med sin kokkekollega, Jannik Aas Sloth, lige nu er i fuld gang med forberedelserne.

 

”Vi har netop testsmagt sildene, og vi er meget tilfredse med resultatet. Vi kan afsløre så meget som at vores sild har en dejlig krydret og dyb smag. Til marianden har vi eksperimenteret med brun farin, og så har vi tilsat appelsin, fordi vi synes, at appelsinsmagen går så utrolig godt til årets bjesk, som er med havtorn,” fortæller Jannie Våtevik.

 

Får endelig lov at lave sine egne sild

Det er første gang, at Jannie Våtevik stiller op i en kokkekonkurrence. Selvom der er nerver på op til konkurrencen, så glæder hun sig samtidig til at skulle vise dommerne og de fremmødte sildeelskere i Hirtshals, hvad hun kan med hele Danmarks favoritspise. ”Jeg elsker selv sild og er praktisk talt vokset op med sild. Som barn fangede vi sild fra en tømmerflåde, når vi var på ferie i Fjærland i Norge. Og hvert år til påske samles vi i familien omkring frokostbordet i Sønder Nissum og nyder min fasters hjemmelavede sild. Det har altid været den samme, klassiske marinerede sild, så jeg glæder mig til nu endelig at få lov til at lave mine egne marinerede sild,” fortæller Jannie Våtevik.

 

Årets Sild har kritiske dommere

I Kattegat Seafoods konkurrence skal Jannie Våtevik og Kähler Spisesalon dyste imod fire andre restauranter: Restaurant Lilleheden ved Hirtshals, Mortens Kro i Aalborg, Øl & Brød i København samt Restaurant Palægade i København.

 

Den bedste marinerede sild bliver kåret søndag 10. april hos Nordsøen Oceanarium af et bredt panel af madkritikere og sildespisere. Dommerpanelet består blandt andet af kok og smørrebrødsforkæmper Adam Aamann, sølvvinder af Bocuse d’Or-kokkeprisen Jeppe Foldager og uddannelsesleder på EUC Nord og præsidiemedlem i Cordon Bleu de St. Esprit Dennis Kindberg.

 

Vinderen af ”Årets Sild” får fornøjelsen af at se sin sildeopskrift blive sat i produktion hos Kattegat Seafood A/S.

Del artikel

Andre læser også