Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Jazz Festival: Unik maritim og musikalsk oplevelse på Jazz Boat 

Af Pernille Søborg

Sejltur i Aarhus’ inderhavn, jazztoner der flyder og et glas vin eller øl i hånden i den overdækkede båd M/S Dagmar. What’s not to like?

I forbindelse med Aarhus Jazz Festival den 10. til den 17. juli 2021 spiller jazzmusikere fra både Aarhus og udlandet ombord på M/S Dagmar, der stævner ud klokken 20.30 fra Havnepladsen i Aarhus.

Der er plads til 73 personer på M/S Dagmar, der i samarbejde med Erlings Jazz- og Ølbar lancerer en række maritime jazzkoncerter denne sommer.

Fra klokken 20.00 kan du gå ombord på skibet og i baren. Klokken 20.30 sejler båden afsted i et roligt tempo. Vi var med en tur på båden i weekenden,

Kursen er sat

I takt med at vi ligger og vipper med bølgerne, lyder den engagerede turguide og vært, Lars Hedes stemme ud af højtalerne, hvor han præsenterer turens forløb, og derefter går musikken i gang.

Mellem numrene fortæller og informerer han os om, hvor sejladsen fører os hen, om Aarhus’ historie, udvikling og planer, mens vi ser på en række kulturhistoriske bygninger og på byggeboomet på Aarhus Ø.

Det er noget så hyggeligt. Musikken er smuk, og der står dygtige musikere bag.

Denne lørdag aften var det en ny trio, der aldrig havde spillet sammen før. Det var dog intet problem.

De tre var dybt professionelle, og at der skulle tales om takter, tempo og swingrytme inden sangene, var blot et underholdende indslag.

Jazz Festival: Unik maritim og musikalsk oplevelse på Jazz Boat 

De tre musikere

Jens Klüver, der i 35 år var leder af Klüvers Big Band, styrede trioen, og mellem numrene fortalte han om Duke Ellington, Charlie Parker, Sidney Bechet samt deres spille- og livsstil.

Det lyser ud af den erfarne musiker, at han nyder at formidle rytmisk musik ud til publikum og finde på nye tiltag og muligheder som denne.

Jacob Djursaa, der er uddannet på det Det Jyske Musikkonservatorium, og er til moderne jazz og improvisation, var aftenens guitarist. Kontrabassen stod Kristoffer Bliksted for. Han er komponist og sætter pris på den amerikanske jazztradition. 

Glade og tilfredse gæster

Gæsterne er samtalelystne, og man kommer hinanden ved på båden. Der er dog respekt omkring musikken.

På halvanden time kommer vi omkring Aarhus Inderhavn med Dokk1 og Navitas, bassin 7, hvor kulturliv, byliv, ø-liv og havneliv smelter sammen.

Også Aarhus Ø, der er kendt for iøjnefaldende og moderne bygninger, og til sidst ind i den hyggelige, gamle lystbådehavn, hvor de aarhusianske sejlsportsfolk holder til sammen med nogle af byens restauranter.

Og sørme om vi ikke fik selskab af et marsvin, der svømmede i takt til musikken.

Fester til midnat

M/S Dagmar og Erlings Jazz- og Ølbars samarbejde om Jazz Boat er kommet for at blive. Ingen tvivl om det.

En veltilrettelagt tur, hvor du ser Aarhus fra søsiden tilsat skøn jazzmusik.

Da klokken slog 22.00, var vi ikke helt færdige med at feste, og heldigvis gav trioen et ekstra nummer, og gæsterne fik lov at blive på båden til midnat. 

Når Aarhus Jazz Festival er slut, fortsætter de gode mænd fra M/S Dagmar og Erlings Jazz- og Ølbar med jazzarrangementer hver fredag og lørdag i hele juli og august.

Et godt initiativ, der giver dig mulighed for en hyggelig aften med jazz og Aarhus set fra søsiden. 

Hvor: (start og slut): Havnepladsen, Midtbyen Aarhus
Hvornår: 10.-17. juli samt fredag og lørdag i juli og august. Kl. 20.30 til 22.00.
Pris: 200 for voksne
Forplejning: Der kan købes øl, vin, vand og kaffe ombord 

Du kan købe billetter her – hvor du også kan læse mere om eventet.

Del artikel


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien