Jul i Friheden: Et frirum med jul, hygge, lys i store mængder, natur, tradition og mad
Jul i Friheden er en relativ ny begivenhed. Første gang var i 2016. Om det var et forsøg eller ej, ved jeg ikke. Der kom pænt med gæster, selvom setuppet var lidt tamt. Især maden og drikkevarerne var ikke noget at skrive hjem om. Men jeg skal love for, der er sket noget med Jul i Friheden. Maden er blevet bedre, og udbuddet er større end nogensinde før. Åbningstiderne er udvidet, og de startede i god tid i år. Allerede den 17. november slog Friheden dørene op, og de fortsætter indtil den 30. december.
Noget for alle
Friheden kan noget med at samle folk, uden det bliver anstrengt. Her er plads i store mængder, og selvom du befinder dig i Aarhus C, så føles det ikke sådan. Friheden er en forlystelsespark, og selvom de også i dag er koncertarrangør, så snurrer pariserhjulet stadigvæk rundt, og der er kø til rutsjebanen. Men flere og flere kommer for hyggens skyld, og for at få sig noget at spise. Friheden er blevet et frirum, for julens og dagligdagens ofte hektiske tempo.
Opgradering på madboderne
Maden i Friheden har aldrig været nogen større kulinarisk oplevelse. Men det går langsomt fremad. Flere og flere madboder dukker op, og flere af dem kan lave mad, som smager forrygende godt. Der er også en del, som godt kan oppe sig. Men ros til de gode, som satser på god hjemmelavet mad.
Aarhus Mad & Marked har deres egen lille by med boder. Her er blandt andet Slagteren fra Egå. Det er et hit, da alt deres mad er hjemmelavet, og sætter nye standarder for, hvordan en pølse eller frikadelle skal smage i Friheden. Ubetinget ros til deres mad, selvom der ikke er så meget nytænkning over det, så er det slagterhåndværk, når det er bedst. Vi testede lidt mad og drikke tilfældigt rundt hos boderne.
Mamati, den irakiske bod fra Valby, er tilbage i Aarhus. De vandt street food prisen tidligere i år, og deres falafler smager som ind i himlen. Men det unikke er, at de laver hen a la verdens bedste auberginesalat. Den er hele turen til Friheden værd.
En våd burger med stort V
Gourmensch burgeren med hakket okse, bacon, bbq-sauce, chilimayonnaise, relish og tomat til 75 kroner skuffede. Lidt øv, for den kan smage godt, men den, vi testede, var knastør og drivvåd af saft. Synd, at Gourmensch ikke har styr på, hvordan de laver deres burgere, for jeg har smagt dem før, hvor de ganske enkelt var helt forrygende gode. Udover det, så tog det 13 minutter at lave en burger, selvom vi kun var de eneste to personer, der bestilte.
Havnens Fiskehus
Boden med Fish n’ chips kan jeg godt lide. Eller rettere. Deres fisk er store og lækre. Men mest af alt, så kan man ikke smage olien. Ingen bismag overhovedet. Fritterne er, som sådan nogle er på et street food marked, men tatarsaucen har syre og er ikke fed.
Stegen var overraskende god
Flæskestegen var god. Saftigt kød og sprøde, salte svær. Der var godt med syre fra de syltede agurker. Rødkålen var ikke hjemmelavet. Det var agurkerne heller ikke. Sandwichen var toppet med flæskesvær. Den typiske, og alt for brugte, icebergsalat var erstattet med fintsnittet kinakål. Klart et plus, og den smagte overraskende godt.
Varm chokolade fra Friis-Holm
Chokolademesteren, Mikkel Friis-Holm Ottosen, kan lave chokolade, som er blandt det bedste i verden. Café Her & Der laver en varm chokolade på Friis-Holms chokolade, og den er så intens, at den kan man ikke komme uden om på en kølig decemberdag i Friheden. Jeg kan i hvert fald ikke. Der er også irish coffee, og andre sjove ting, men det er chokoladen, som sætter nye standarder for varm chokolade.
Se vores billeder fra Jul i Friheden her:
Se mere om Jul i Friheden her: