Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Jul i Friheden: Her er madboderne hos Aarhus Mad & Markeds madmarked

Jul i Friheden har overstået sine to første weekender, og flere tusinde gæster har allerede passeret det store indgangsparti. Bagerst i Friheden, til højre for den store scene, holder Aarhus Mad & Markeds madmarked til, og her er der lidt for enhver smag.

Jul i Friheden: Her er madboderne hos Aarhus Mad & Markeds madmarked

MAMATI er kommet hele vejen fra Valby for at servere deres forrygende frisklavede falafler med irakiske salater baseret på gamle familieopskrifter. Falaflerne serveres både som en slags pita i stenovnsbrød eller som en dejlig salat, og alt er lavet fra bunden. MAMATI vandt blandt andet prisen for Årets Originale til Aarhus Street Food Festival 2018 på Godsbanen.

 

Gourmensch serverer dejlig varm mad over bål, og der er ikke sparet på hverken smag eller fyld. Konceptet bygger på outdoor team cooking og handler om at samles omkring det at lave mad i naturen af råvarer, som er friske. Hos Gourmensch kan du få en grillet og saftig bålburger samt varme drikke til både børn og voksne. Prøv f.eks. deres solbærdrik til børn eller deres Christmas Bål-punch, hvis du rigtig vil have varmen.

 

Crêpes a la Cart flipper pandekager dagen lang. Dejen er hjemmelavet og bliver fordelt på de store sorte pandekageplader med den velkendte træpind. Herefter fyldes pandekagen med det, du har lyst til. Fyldet varierer lige fra Nutella og banan til Serranoskinke og laks alt efter, om du har lyst til hovedret eller dessert. Og så kan du jo passende tage et glas af deres hjemmelavede cider i den anden hånd.

 

The Fish Project lyder måske bekendt, og de har da også været med på nogle af landets største events i løbet af året. Her får du nogle af landets bedste fish’n’chips lavet på frisk fisk fra Clausens Fiskehandel. Fisken dyppes i en klassisk beer-batter med vodka, friteres ved bestilling og serveres med grove pommes frites og hjemmerørt tartarsauce.

 

BUG AMOK/Dreamy Foods har slået sig sammen om at give gæsterne en smag på fremtidens julegodter. Begge koncepter arbejder med sundere og mere bæredygtige løsninger på mad, og hvordan vi bruger de ressourcer, vi allerede har tilgængelige. Her kan du få lækre veganske vafler, æbleskiver med et ekstra skud protein og sjove gaveposer med insektchokolade, som er et oplagt valg til en udfordrende og anderledes værtinde- eller mandelgave.

 

Navnet Juliette ringer nok en klokke hos de fleste madglade aarhusianere. Restauranten, der har sin daglige gang i Jægergårdsgade, har bragt sit franske islæt til Jul i Friheden, hvor du kan sætte tænderne i en helt fantastiske Confit de Canard-burger, rustikke pommes frites eller fransk-inspireret ris a la mande med passionsfrugt og appelsin. Hertil kan du købe en hjemmelavet fransk jule-citronade eller vin Chaud, som er en hvid vin med tørrede kirsebær og mandler.

 

Hos Café Her og Der, som til dagligt brygger kaffe til gæsterne i Marselisborg Dyrehave, har du denne jul en unik mulighed for at smage verdens bedste varme chokolade. Den syndige kop er lavet fra bunden på den prisvindende Friis-Holm-chokolade, og derfor er det også navnet ”Verdens Bedste Varme Chokolade”, der pryder skiltet på boderne, som der er to af. Hos Café Her og Der kan du i øvrigt få en Tjubangchokolade, som er selvsamme drik tilsat appelsin og et hint af chili, Pumpkin Spice Latté og alletiders klassiske kaffedrikke. Og så kan du købe et bålkit bestående af en kæmpe skumfidus og hjemmelavede maltkiks, som du kan riste over et af de mange bål, der er sat op på pladsen.

 

Egå Slagteren er kompromisløs, når det kommer til kvaliteten af deres pølser. Her kan du mæske dig i frikadeller med kartoffelsalat, frankfurtere, julemedister og hjemmelavede flæskesvær. Egå Slagterens kødprodukter er lavet på rene råvarer, og består altså af 100 % kød tilsat krydderier. Ingen tilsætningsstoffer eller smagsforstærkere, kun den rene vare. Hvis du ikke kan få nok, så har de også alskens slagterpølser med, som gæsterne kan købe med hjem til julefrokostbordet.

 

Kan du rulle med tungen? Så kan du sige CHURRRROS. Og netop churros kan du bestille hos Churros-boden som københavnske Snack & Blues står for. Herfra serverer de deres hjemmelavede version af de sprøde spanskrør. De er brandvarme og dødlækre, og med mulighed for et skud chokoladesauce eller en ordentlig klat softice for lidt ekstra kræs. Hertil kan du tilkøbe en kop af deres hjemmelavede varme chokolade for at fuldende nydelsen.

 

Greenday Nordic laver frysetørret frugt, som du aldrig har fået det før. Let og luftig som marengs, knasende sprødt, sødt som slik og 100 % naturligt. Og så bevares råvarens naturlige indhold af vitaminer, mineraler og antioxidanter.

 

Til Jul i Friheden 2018 har du mulighed for at smage de forskellige snacks eller købe en pose med hjem til madpakken, slikskabet eller én, du holder af.

 

Gløgg-boden, som Aarhus Mad & Marked selv står for, byder på gløgg, som du kender det. Du kan vælge mellem klassisk rød gløgg eller hvid æblegløgg, som er lavet på fransk hvid cider. Begge dele serveres med økologisk topping i form af mandler og rosiner og friskrevet appelsinskal.

 

Læs mere om madmarkedet her: 

 

Se mere om Jul i Friheden her: