Juleåbent i Ree Park Safari: Julestemning i røg og damp
For 3. år i træk har Ree Park safari åbent de tre første weekenderne i december, hvor gæsterne kan opleve noget af julens magi på Central Station og tage en tur med Amerika Expressen trukket af det smukke damptog, Black Beauty.
Det er ikke garanteret, at julen bliver hvid. Men det er sikkert, at den kan blive vildt sjov og hyggelig, hvis man trækker i julehumøret og sætter kursen mod Ree Park Safari i weekenderne frem til jul.
Her venter damplokomotivet Black Beauty i front for Amerika Expressen på den julepyntede og festlige Central Station. Billetkonduktøren er klar, og når billetten er købt, kan man sætte sig til rette i sin vogn og nyde en tur i det nordamerikanske område af parken. Bjørnene er måske gået i vinterhi, men de arktiske ulve er i deres es og hyler julen ind på prærien, hvor det også er muligt at se bisoner i vinterfrakker sammen med elgene, når julen fejres i røg og damp med Black Beauty.
Det er i sig selv en oplevelse ud over det sædvanlige. Det bliver endnu mere specielt, når julemanden og nissemor ankommer på Central Station, hvor der er boder med varierende udvalg de enkelte juleweeken-der. Her kan man opleve og nyde alt fra syltede og tørrede delikatesser, bolsjer, skind og uld, udsøgt træskærerhåndværk, pileflet, filt, fint håndarbejde og økologiske hudplejeprodukter.
Er vejrguderne i det rigtige julehumør, er hele parken åben, og der vil være safariture og kamelridning, som bestemt kan nydes iført en nissehue.
Skøjtebane og mange andre aktiviteter for børn
Som noget nyt i 2018 er der i Westernbyen Deadwood etableret en skøjtebane, hvor børnene kan slå sig løs, mens forældrene kan tage en kop kaffe eller et glas gløgg. I saloonen er der til jul åbnet den nye pelsjægerstue, hvor ild i brændeovnen inviterer til at komme ind og få lidt varme og hygge. Børnene skal bestemt ikke snydes og får mulighed for at åbne mange ”pakker” i Ree Park. De kan sammen med parkens guider lave julegaver til dyrene og være med, når dyrene aktiveres i løbet af dagen. Der er mulighed for at tage ”optagelsesprøve” til Junior Ranger korpset eller prøve det store Junior Ranger spil.
Oplevelser med god samvittighed
Der er fri entre for børn under 12 år og entréprisen for voksne er kun 30,- kroner. Der er også til julemarkedet fokus på Ree Parks arbejde med naturbevarelse og Karen Blixen Camp Trust, fonden, som støtter og arbejder med truede dyrearter og naturbevarelse i Masai Mara i Kenya. Bl.a. støtter fonden en helikopter i Mara Elephant Project, som arbejder med at beskytte dyrene i Masai Mara, både i kampen mod krybskytteri, men projektet hjælper også med at løse de konflikter, der opstår, når f.eks. elefanter plyndrer de lokales afgrøder, fordi de arealer, de har til rådighed, bliver mindre.
Parkens velassorterede Safarishop er åben, og der er mange gode juletilbud, så det er muligt at købe en spektakulær og anderledes julegave med hjem og lægge under træet. Hver gang man køber noget i Ree Park Safari, støtter man arbejdet med naturbevarelse og truede dyrearter. På den måde gør man mange glade – både dem på to ben og især dem på fire. Helt i julens ånd – hjerternes fest.
Juleåbent 1. – 2., 8. – 9. og 15. – 16. december kl. 11.00 – 17.00.