Juleaften for studerende i Studenterhus Aarhus

Det er ikke alle studerende i Danmark, der har muligheden for at fejre juleaften omgivet af elskede familiemedlemmer. I Aarhus er der over 50.000 studerende på videregående uddannelser, hvor ca. 5000 af dem er internationale studerende. De skal rejse langt og betale dyrt for at komme hjem til jul. Derfor bliver mange af dem i Danmark i juledagene, og de skal naturligvis også have mulighed for at holde juleaften.
Jul handler om fællesskab
”Det er vigtigt, at vi som international studieby tilgodeser, at det ikke er alle internationale og danske studerende, der har mulighed for at komme hjem til deres familie i julen,” siger studenterpræst Loa Mortensen. Og hun fortsætter: ”Vi holder juleaften med de studerende, der af den ene eller anden årsag ikke kan være i det fællesskab, de plejer, eller de som gerne vil udvide horisonten og prøve noget nyt.” Jul handler om fællesskab. At have nogen at give gaver til, nogen at få gaver af, nogen at spise med og synge med, danse om træet med og at gå i kirke med. Kort sagt er julen noget, vi gør sammen.
En kommende tradition
Studenterhus Aarhus og Studenterpræsterne på Aarhus Universitet er derfor for andet år i træk gået sammen om at arrangere juleaften, hvor alle studerende kan komme og være med uanset etnisk, kulturel eller religiøs baggrund. ”Vi holder juleaften for de studerende, der har lyst til at holde jul på en anderledes måde, men også hvor Aarhus’ internationale studerende fra alle verdens hjørner føler sig velkomne og som en del af et fællesskab. Sidste år var der ca. 65 studerende, der alle havde en helt fantastisk aften sammen,” siger Anne Thorø, direktør i Studenterhus Aarhus.
Program for dagen:
15.00 Velkomst i Studenterhus Aarhus Caféen, Nordre Ringgade 3, 8000 Aarhus
16.00 De, der har lyst, går med Studenterpræsten til julegudstjeneste i Møllevangskirken.
17.00 Forberedelse til aftenen med borddækning, anretning af mad osv.
18.00 Mad, julesange, gaver og hygge
Kl. 24.00 Slut på aftenen
Informationer om juleaften for studerende:
Der er plads til 80 studerende
Det koster 100 kr. at deltage. – der inkluderer traditionel dansk julemad og en julegave.
Se en video, lavet af Aarhus Universitet, om præsternes bevæggrunde for at lave juleaften. Den er her