Få ekstra tid til julehygge: Her kan du bestille juleaftensmenu ud af huset
Der er nok næppe meget tvivl om, hvad der skal serveres til middagen juleaften. Men har du overvejet at spare tiden i køkkenet og bestille aftenens menu udefra?
Flere steder i Aarhus tilbyder juleaftensmenu ud af huset, så du er sikret en lækker julemiddag men ikke skal bruge hele dagen i køkkenet.
Vi har samlet tre steder her.
Globen Flakket
Hos Globen Flakket tilbyder de en to-retters julemenu til 199 kroner pr. kuvert.
Hovedretten består af andebryst og confiteret andelår, waldorfsalat, rødkål med et strejf af appelsin, hvide og brunede kartofler med andeskysauce samt asier, tyttebær og rodfrugtchips.
Til dessert er der risalamande med kirsebærsauce og ristede mandler.
Menuen skal afhentes den 23. december mellem klokken 15.00 og 19.00.
Læs mere om Globen Flakkets julemenu her.
DiningSix
Også hos DiningSix er de klar med en lækker menu til årets hyggeligste aften. Her er prisen 225 kroner pr. person.
Her får du langtidstilberedt svinesteg, andebryst, rødkål med appelsinskal og julekrydderier, ovnbagte kartofler, julesovs, ribsgelé og franske kartofler.
Desserten består af risalamande med vanilje, ristede mandler og kirsebærsauce.
Du kan afhente din menu hos DiningSix eller få den leveret hjem til dig mod betaling.
Læs mere om DiningSix’ julemenu ud af huset her.
Martin Ib
MIB køkkenet på Aarhus Ø er også klar til at tilberede årets julemenu for dig. Her for du en traditionel 2-retters julemenu for 245 kroner pr. kuvert.
På menuen er der langtidsstegt juleand, kartofler i flere variationer, rødkål, bagt æble og andesauce.
Til dessert er der (du gætter det aldrig, vel?) risalamande med Amarena-kirsebærsauce.
Du kan læse mere om MIBs juleaftensmenu her.