Julen er reddet: Trøjborg fik sin happy end

Det var noget af en gyser, da Trøjborg Handel i marts bekendtgjorde, at den ville opløse sig selv ved en ekstraordinær generalforsamling få uger efter.
Opbakningen fra de handelsdrivende manglede, og med det: kræfterne og midlerne til at holde de lokale traditioner ved lige.
For ingen Trøjborg Handel, ingen årlige gadefester – og så ville vinteren blive mørk og lang, for julebelysningen ville også blive slukket for bestandig.
Det hele endte dog lykkeligt, da skæbnedagen 4. april oprandt – og en ny bestyrelse blev sammensat. Det skriver Trøjborg Handel på Facebook.
“Vi har en rigtig god mavefornemmelse i den nye bestyrelse,” udtaler den nytiltrådte forperson for bestyrelsen, Jesper Andersen fra JA Terapeut Jesper Andersen til MigogAarhus.
Han kan siges at være et friskt, nyt ansigt i bybilledet – han flyttede hertil fra Kirke Hyllinge på Sjælland for ganske nylig – 1.marts.
“Jeg ville gerne prøve at bo i en storby, men gerne i en del af den, hvor der er en fornemmelse af at høre til lokalt, for lokal tilknytning er vigtig for mig.
Trøjborg kan noget helt særligt med sin status som byen i byen. Men det kan kun fortsætte sådan, hvis der er noget liv og engagement lokalt,” siger Jesper Andersen.
Knapt var de sidste flyttekasser pakket ud, før Jesper så Facebookopslaget, der varslede Trøjborg Handels opløsning. Da besluttede han at træde til.
Gadefesten til juni bliver et statement
Jesper Andersen afviser at være gået direkte efter formandskabet, og selvom det endte sådan, understreger han, at de i bestyrelsen har en meget flad struktur.
Resten af bestyrelsen består af Anura fra Anura Art at Heart, Tina fra Lietzen Rengøringsservice, Maria fra Marias Hår og Kirsten fra BAKS smykker og vielsesringe.
Gruppen er fulde af optimisme, idéer og håb for fremtiden. Og snart er der fest i Trøjborggaden igen.
Trøjborg Gadefest løber af stablen 14.juni. Den snarlige dato er ifølge Jesper Andersen valgt for at vise Aarhus og Trøjborg, at Trøjborg Handel består.
Læs også: Lukker efter 50 år: “Vi mangler sammenhold på Trøjborg” Den nye bestyrelse har flere ting i støbeskeen, der skal gøre det attraktivt for de lokale erhvervsdrivende at melde sig ind – blandt andet et kort over foreningens medlemmer og dets virksomheder, der vil være tilgængeligt i både fysisk form til gadefesten og senere på web.
“Det vil være vores medlemmer, der optræder på listen – og så arbejder vi på en model, hvor man kan købe sig til en plads på kortet som ikke-medlem. Vi vil gerne vise, at det er attraktivt at være en del af.
På den måde vil folk forhåbentlig vælge os til, fremfor at vi skal ud at stemme dørklokker for at få opbakning,” lyder det.
Som i en klassisk julekalender, hvor alt nær var tabt, endte det altså godt til sidst for Trøjborg Handel.
Idéen om at pitche “Jul på Trøjborg” til TV2 har da også strejfet Jesper Andersen, afslører han med et grin.
Spørgsmålet er, om det vil være lidt for nervepirrende en fortælling til fjernsyn i bedste sendetid.
Til december vil julelyset igen tændes over Trøjborg, og indtil da går den nye bestyrelse til opgaverne med krum hals.
“Drømmen er et trygt og levende Trøjborg med et engageret erhvervsliv,” slutter Jesper Andersen.