Kåret for andet år i træk: Her får du byens bedste takeaway
Byens Bagel vinder for 2. år i træk prisen som årets bedste takeaway-restaurant i Aarhus.
Det er nu slået fast, efter at kunderne på den landsdækkende take away portal Hungry har stemt Byens Bagel ind på førstepladsen.
Kundernes vurdering
Kunderne har givet deres stemmer ud fra kvaliteten af maden samt hvordan de oplever leveringstiden.
Og her vinder Byens Bagel med 21,9 procent af stemmerne foran sandwichbaren FFood med 21,4 procent af stemmerne og på 3. pladsen A+ Siam Sushi med 14,1 procent.
Hos Byens Bagel lægger indehaver Mikael Steffensen ikke skjul på han er stolt over kåringen og så endda to år i træk.
”Kundernes anerkendelse er jo det ypperst man kan opnå, så det gør os selvfølgelig ekstra stolte.
Vi arbejder hver dag hårdt på at fastholde vores høje kvalitetsniveau og hurtige leveringstider, og når det bliver belønnet, så får man lige et ekstra boost i hverdagen,” siger han.
Slår rekorden igen i år
Det er den landsdækkende takeaway-portal Hungry, der hvert år på baggrund af bl.a. kundernes bedømmelser på Hungrys hjemmeside og i appen, udvælger de mest populære restauranter. Herefter stemmer byens brugere på deres favoritter.
“Konkurrencen er skruet sådan sammen, at brugerne stemmer blandt de mest populære restauranter i Aarhus. Den endelige vinder er derfor fuldstændig op til takeaway-kunderne at bestemme.
Og i et år, hvor takeaway igen er vundet stort frem, der har vi igen i år slået rekorden og haft det højeste antal deltagere i afstemningen nogensinde,” forklarer adm. direktør Rune Risom hos Hungry.
Stort udvalg på Hungry
For Hungry handler kåringerne om at vise, at takeaway i dag kan være mange typer af forskellige retter – alt fra vegetarretter til mere klassisk take away som burgere og pizzaer og sushi.
”Vi ser lige nu en tendens, hvor mere klassiske cafeer og restauranter, herunder også de mere eksklusive restauranter, også vil levere takeaway.
Det giver forbrugerne et langt større udvalg at vælge imellem. Det er stadig de velkendte klassikere som pizzaer, burgere, kebab, durumruller, sushi mm., der dominerer takeaway-scenen, men de klassiske restauranter vinder mere og mere indpas,” forklarer Rune Risom.
Hungry har inden for de seneste 12 måneder leveret mad for mere end 500 millioner kr. Flere end 2400 restauranter er i dag koblet op på Hungry, men ambitionen er at samarbejde med flere end 4000 restauranter, supermarkeder og detailbutikker i Danmark i løbet af en kort årrække.