Kæleri ad libitum: Plejefamilier til kattekillinger søges i Aarhus
Bliver du glad, når nogen kalder dig en “kattedame”, og er du én af dem, der falder til jorden og udbryder “MIS MIS MIS MIS”, når du møder en kat på din vej … så har vi det perfekte job til dig.
Dansk Dyreværn Aarhus søger nemlig lige nu plejefamilier, der kunne være interesserede i at passe på kattekillinger indtil de er 12 uger gamle.
Internatet modtager killinger i alle aldre, så det er alt fra 1 til 12 ugers pleje. Er de kommet ind uden mor og er fra 0-4 uger, skal de have sutteflaske, mens killinger over 4 uger selv kan spise.
Kom med til intromøde
Hos Dansk Dyreværn Aarhus arbejder man hårdt for at finde nye (og blivende familier) til alle de fantastiske kattekillinger, der af den ene eller anden grund er blevet hjemløse.
Indtil kattene finder deres nye hjem har de selvfølgelig brug for alt den kærlighed og socialisering, de kan få.
Du er dermed med til at støtte en god sag, mens du laver det, du elsker allermest.
For at blive plejefamilie for de små killinger kan du deltage i et intromøde den 26. april kl. 10.00, hvor du kan høre meget mere om, hvad jobbet indebærer.
Lyder det som et job for dig, at passe på de små killinger, så tilmeld dig dette event. Der vil desuden blive holdt plejeintro løbende.
Krav til plejefamilierne
- Dansk Dyreværn sørger for alt udstyr og økonomi
- Du skal selv have bil til rådighed
- Du skal gerne have erfaring med kat
- Du skal have max 35 min kørsel til Dansk Dyreværn Aarhus i Tranbjerg
- Du skal have tid og overskud
Man må gerne selv have både hund og kat, det skal bare være muligt, at have dem adskilt fra killingerne, hvis nødvendigt.