Søskende skilles: Kæmpe baby forlader ARoS
Først på året flyttede den fem meter lange hyperrealistiske skulptur ‘A Girl’ ind på ARoS.
Dermed blev Ron Muecks ikoniske Boy forenet med sin lillesøster, men nu varer det ikke længe, før de to skulpturer skilles på ny.
Den 5. januar 2025 er nemlig sidste chance for at opleve den kæmpestore baby her i Aarhus.
Siden februar har Boy haft selskab af både A Girl og Woman with Shopping i jubilæumsudstillingen Ron Mueck – Art and Life på museets Niv. 6.
Men efter 5. januar udskiftes de to med værker fra ARoS’ samling.
Har haft 440.000 besøgende
Udstillingen har markeret Boy’s 20-års jubilæum på ARoS og er dedikeret til skulptøren Ron Muecks arbejde og tolkning af menneskets fysiske og psykologiske udvikling fra barn til voksen.
A Girl har i udstillingsperioden på ARoS haft knap 440.000 besøgende. Det skriver ARoS i en pressemeddelelse.
“Det har været virkelig inspirerende at se, hvordan udstillingen har vakt følelser og skabt interesse på tværs af flere generationer, både blandt nye og tilbagevendende besøgende.
Ron Mueck anses for at være en af de mest talentfulde skulptører i vores tid, og udstillingen taler både til børn og voksne.
Vi er glade og stolte over at kunne præsentere kunst, der skaber refleksioner på tværs af generationer,” siger Rebecca Matthews, direktør for ARoS.
Ny udstilling på vej
Boy bliver siddende i galleriet på Niv. 6, hvor han vil få selskab af en række nøje udvalgte samtidsværker fra ARoS’ samling.
Værker af danske Nina Beier, Simon Dybbroe Møller, Sidsel Meiniche Hansen og Tove Storch vil blive vist sammen med værket For Aros af den anerkendte amerikanske kunstner Jenny Holzer samt et af de nyeste værker i ARoS’ samling af Shiyuan Liu.
Den nye ophængning bliver en del af udstillingen ARoS Samling: 1960 – nu, som tager dig på en rejse gennem kunsthistorien fra 1960’erne til i dag vist gennem værker fra ARoS’ samling.
“Nogle af værkerne bliver vist for første gang. En del af vores vision er at aktivere større dele af ARoS’ kunstsamling, så vores gæster kan fortsætte med at opleve museet på ny og opdage nye værker i vores udstillinger.
Udstillingen præsenterer bemærkelsesværdig samtidskunst på tværs af kunstneriske discipliner,” siger Rebecca Matthews.
De nye værker rykker ind på ARoS’ Niv. 6 i begyndelsen af 2025.