Kæmpe projekt: 226 boliger bygges ved Aarhus

De første fem Plushusene-bofællesskaber ligger alle omkring København, men nu kommer Plushusene endelig til Jylland.
Det sker på en stor grund i Lisbjerg ved Aarhus – tæt på letbanen, motorvejsnettet, skole og natur, hvor Plushusene sammen med Dansk Boligbyg etablerer et nyt grønt kvarter med fællesskab i fokus.
Nu er rejsegildet netop afholdt, og alt tyder på, at de første beboere som planlagt kan flytte ind i sommeren 2023.
Byggepladsen i Lisbjerg blev etableret i maj 2022.
”Derfra kan jeg bare sige, at det er gået rigtigt stærkt, og der er sket en masse forskellige aktiviteter.
Første etape, med 34 boliger i rækkehuse er næsten rejst, de første fem boliger står klar om kort tid, hvori prøveboligen bliver repræsenteret,” lyder det fra projektchef i Dansk Boligbyg, Sebastian M. Berger Rosenmeier, i en pressemeddelelse.

Fælleshuset er rejst og dannede tirsdag ramme om rejsegildet.
Fællesskabet i fokus
Det nye grønne bofællesskab kommer til at indeholde 226 lejeboliger fordelt på lejligheder i altanhuse, punkthuse og rækkehuse, som er placeret i klynger.
Boligerne varierer i størrelse fra ca. 60 til ca. 110 kvm og har to til fem værelser – alle med enten terrasse eller altan.
Første spadestik til boligprojektet blev taget 18. august sidste år, hvor bl.a. borgmester Jacob Bundsgaard deltog.

“Plushusene har fat i et særligt koncept til at skabe et trygt sted, hvor beboerne trives, hvor der er hjælp at hente, og hvor der er alle muligheder for at få et stærkt tilhørsforhold. Det er vigtigt i en tid, hvor ensomheden er stigende, og mange skal løbe rigtig stærkt for at få hverdagen til at hænge sammen.
Vi har i Aarhus Kommune store planer med Lisbjerg. Her er letbane, supercykelsti og motorvej direkte til byen. Der vil på sigt komme til at bo 25.000 indbyggere i det ”Ny Lisbjerg”, og der kommer tusindvis af arbejdspladser. Vi er glade for, at Plushusene bliver en del af denne udvikling,” lød det dengang fra Jacob Bundsgaard.

Udover de 226 huse kommer bebyggelsen til at rumme et stort fælleshus med bl.a. spisesal, hyggelounge, børnehule, multirum, fitness, atelier, værksted og gæsteværelser.
Bæredygtigt byggeri
Mellem husene etableres grønne leverum, og der kommer orangeri, nyttehaver og legeplads. Både boligerne, området og fællesfaciliteterne er designet til et mix af aktive voksne i aldersgruppen 55+ og børnefamilier.
Fakta om Plushusene i Lisbjerg:
Bygherre: Plushusene Management ApS
Totalentreprenør: Dansk Boligbyg A/S
Arkitekt/landskab: Sweco /SLA
Byggeperiode: Opstart sommer 2022. De første beboere ventes at flytte ind til efteråret 2023
Etageareal: Ca. 20.000 kvadratmeter, 226 boliger og fælleshus
Kilde: Plushusene
”De mange fælles aktiviteter, som drives eller hjælpes i gang af en fast tilknyttet vært, skaber gode sociale relationer og en øget livskvalitet. Her i Lisbjerg er det også vores mål at danne fællesskaber på tværs af generationer, beboernes interesser og behov.
Dette sker blandt andet i fælleshuset som samlende mødested og i de grønne opholdszoner, som er indrettet til at mødes,” lyder det fra administrerende direktør i Plushusene, Martin Kring.
Både den miljømæssige, den økonomiske og den sociale bæredygtighed er en vigtig del af det moderne bofællesskabskoncept, og projektet bliver da også certificeret for sin bæredygtighed efter DGNB-standard på guldniveau.
De første beboere ventes at flytte ind i Plushusene i Lisbjerg i sommeren 2023.