Kæmpe fangst: 36 kilo narko fundet på Aarhus Havn

Ved en toldkontrol er der fundet 36 kilo kokain i en container på Aarhus Havn.
Det skriver Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.
Hændelsen fandt sted tilbage i midten af september. Her gennemsøgte toldere og toldhunde en kølecontainer, der var taget ud til kontrol.
“Da tolderne åbnede containeren, markerede toldhundene kraftigt på lugt fra bunden af containeren.
Bag en plade på containerens køleelement fandt tolderne ind til flere sorte og grønne pakker, der ved nærmere kontrol viste sig at indeholde kokain,” lyder det fra kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.

Michael Lund betegner kokainfundet som et af de største, Toldstyrelsen har haft i nyere tid.
Sagen er blevet overgivet til Østjyllands Politi til videre efterforskning.
Efterforskningen er stadig i gang, og politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.