Kæmpe flop: Internationalt hovednavn skuffer fælt i Bøgeskoven
Solen skinnede over Bøgeskoven, da årets første internationale hovednavn skulle optræde onsdag kl. 17.45 på Bøgescenerne til Smukfest.
Man kunne måske i første omgang godt undre sig lidt over tidspunktet, den jamaikanske dancehall konge skulle optræde – men det var garanteret med intentionen om at sparke festen godt og grundigt i gang.
Potentialet for en nostalgisk fest var da også enormt med megahits fra midt 00’erne som ‘Temperature’, ‘Get Busy’ og ‘We Be Burnin’. Musik man med garanti har hørt – eller bootyshaket til – hvis man nogensinde har befundet sig på et diskotek.
Paul har desuden arbejdet sammen med nogle af musikbranchens største navne som Beyonce, Sia, Enrique Iglessias og mange af de numre er strøget lige ind på hitlisterne.
Der var med andre ord lagt i ovnen til et show i verdensklasse med lækre dancehall-toner fremført af den jamaicanske DUTTY YEAH-konge.
Men ak ja. Showet var et flop nærmest inden, det overhovedet var begyndt.
En tidsrejse tilbage til Buddy Holly i 2005
På scenen var der placeret en DJ-pult med et jamaicansk flag på, og bandet bestående af to på keyboard, en bassist og en trommeslager var alle afslappede klædt i hættetrøjer og jeans. Noget man måske mere havde forventet at se i et øvelokale – men fair nok.
Da hovedpersonen ham selv kom på scenen, blev det måske alligevel lige en tand for afslappet, og han lignede en, der lige var trådt ud af et træningscenter – i 2003 – med sine røde sneakers, sorte leggings under de matchende røde shorts og en regnjakke (?) med zebrastriber. De sorte solbriller viste sig senere at dække over nogle yderst fremstående rander under Pauls øjne.
Hertil havde han en backupsanger og to dansere med sig, som var iklædt netstrømper under deres højtaljede shorts og sorte bh’er.
I baggrunden kørte der på en storskærm gamle Sean Paul musikvideoer i en dårlig YouTube-opløsning.
Well. Første indtryk var, at det hele, kunstneren taget i betragtning, virkede som et meget skrabet sceneshow, der måske havde passet bedre ind på et Buddy Holly-diskotek i provinsen.
Kom aldrig ud af starthullerne
Alt det ovenstående kunne jo i princippet være ligemeget – for med Sean Paul er det festen og musikken, der tæller – og der kunne potentielt godt have startet en hed stemning i Bøgeskoven, da Paul indtog scenen.
Men det skete bare aldrig. For da første nummer starter, og Sean Paul åbner munden, er lyden så dårlig, at man et kort sekund tænker, om de også har lånt lydudstyr fra det lokale diskotek i Skanderborg.
Det er virkelig en dårlig start, og han får på ingen måde publikum med fra begyndelsen. Det gør han faktisk aldrig helt i den time og fem minutter, han spiller.
Han nærmest råber ind over de larmede playback-toner, og han mister tydeligvis hurtigt pusten ligesom sit publikum. Han virker træt og uoplagt, og når han ikke råber, går han i den anden grøft og mumler.
Musikken lyder nærmest som om, den er ude af takt – og danserne er det med garanti. De virker halvslatne og ugidelige, og man fristes til at tro, at de igennem hele seancen tænker, at de bare gerne vil hjem til varme Jamaica.
Tager man et kig ud på publikum, virker de også lidt forvirrede – vi skulle jo feste?
Men det hele virker sgu lidt ‘off’, og en af de fremmødte i blandt publikum siger til sin veninde: “Det her er jo helt mærkeligt”.
Tåkrummende og opgivende
Da ‘Get Busy’ kommer på, sker der dog alligevel lidt blandt publikum, og der bliver danset og skålet. Videre til megahittet ‘Baby Boy’, hvor man kan nyde musikken en lille smule, når Beyonces vokal bliver slynget ud af højtalerne.
Det er samme historie med ‘Bailando’, hvor Pauls backup-sanger synger Enrique Iglesias vokal. Her skulle man måske bare have holdt sig til Iglesias’ stemme.
På et tidspunkt har svedige Sean Paul brug for at hvile kroppen og stemmebåndende lidt. Ud af de skrattende højtalerne kommer tonerne fra ‘Seven Nation Stripes’ – og så skal vi da lige love for, at publikum vågner op.
Noget der ligner en fest begynder at spire til sangen, som godt nok ikke Pauls egen, men derimod The White Stripes’.
Igennem hele koncerten svinger Sean Paul en del med sit hvide håndklæde – om det er et symbol på, at han har givet op, kan vi kun gisne om. Men det virkede sådan.
Dødsstødet var klart, da han 2/3 inde i koncerten slukker for musikken med ordene:
“The girl that makes the most noice get this t-shirt”
Her føles det vitterligt som om, at man nærmest kan høre en knappenål falde til jorden, og det resterende publikum, der endnu ikke er udvandret fra koncerten, er stille.
Nu begynder man nærmest at få ondt af manden på scenen, som meget tydeligt sveder – så noget tyder da på, at han rent faktisk prøver.
Danserne har også givet op, og når de ikke står i siden af scenen helt slukørede, skiftes de halvhjertet til at dryhumpe scenegulvet.
En æra er forbi
Slutnummeret er megahittet ‘Temperature’ – men på det her tidspunkt er temperaturen iblandt publikum så iskold, at bladene på bøgetræerne nærmest er visnede.
Man står tilbage med en underlig følelse efter koncerten. En reminder om, at nogle ting har en ende og ikke er forevigt.
Potentialet for et nostalgitrip med Sean Pauls spækkede hitkatalog var der, men forløsningen udeblev. Der var momenter, hvor publikum dansede og var med, men det var altså ikke manden på scenen, som var skyld i det.
Det eneste positive var, at der ikke var længe til, at Tobias Rahim skulle indtage Bøgescenen, da Sean Paul havde spillet sit sidste nummer – og det gjorde Rahim med en del mere selvsikkerhed end den, nu tilsyneladende abdicerede, reggae-konge.
Koncerten får én enkelt stjerne herfra.