Kæmpe kæde går med i priskrig: I morgen sænker de priserne

MENY Danmark går nu ind i den danske priskrig og følger i fodsporene på konkurrenter som Netto, Salling Group og Lidl.
Fra mandag lancerer Dagrofa-kæden en ny priskampagne, hvor priserne sænkes på 120 varer, samtidig med at kæden vil prismatche Rema 1000 på hele 427 hverdagsprodukter i sine godt 120 butikker landet over.
Det gælder naturligvis også her i Aarhus-området.
Det oplyser Meny til Detailwatch.
”Før matchede vi bredere med discount, og det kunne være forskellige aktører.
Nu matcher vi specifikt mod én aktør, og i den operation reducerer vi prisen på mere end 120 varer,” siger kommerciel direktør Kristine Pilgaard fra MENY Danmark.
Et benhårdt marked
Med initiativet tager MENY et markant skridt for at styrke sin position i et benhårdt dagligvaremarked, hvor danskerne i stigende grad jagter lave priser.
Allerede i sommer understregede kædedirektør Richo Boss, at pris er blevet en afgørende faktor.
“For vores kunder er pris vigtigt, og derfor er det også for os.
Men vi kan også det andet,” lød det dengang fra direktøren, som tilføjede:
“I perioder, hvor pris fylder meget, skal det også fylde meget i vores bevidsthed.”
Med det nye prisudspil sender MENY et klart signal om, at supermarkedskæden vil være med i kampen om kundernes dagligvarekroner.
Uden at gå på kompromis med kvaliteten, som fortsat er en central del af kædens profil.