Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kæmpe nyhed: Aarhus bliver vært for VM i cykling

Af Jonathan Sten Drivsholm

VM er en af de absolut største events i cykelverdenen, som i disse dage foregår i den schweiziske by Zürich

Men spoler vi tiden 5 år frem, er det i stedet Aarhus og en række andre danske byer, der lægger asfalt til mesterskaberne.

Forud for weekendens afsluttende linjeløb har den internationale cykelunion UCI nemlig offentliggjort, at Danmark officielt er blevet tildelt det prestigefyldte værtskab for VM i 2029.

Her kommer den meget publikumsvenlige solodisciplin enkeltstart til at foregå i Smilets By.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse

Vil udspille sig i smukt terræn

Enkeltstarten er en disciplin, hvor Danmark har haft stor succes og vundet en del medaljer igennem årene. 

Den endelige rute for enkeltstarten i Aarhus er ikke lagt fast endnu, men temporytterne kan forvente, at deres duel med tiden kommer til at foregå i et både smukt og mælkesyrefremkaldende terræn.

Til VM i 2029 lægger København asfalt til linjeløbene med henholdsvis Helsingør og Roskilde som startbyer.

Partnerskabskredsen bag VM i landevejscykling 2029 består af Erhvervsministeriet, Kulturministeriet, Sport Event Denmark og København, Roskilde, Helsingør og Aarhus Kommuner i samarbejde med Danmarks Cykle Union. Wonderful Copenhagen bidrog til tiltrækning af eventen.

Kæmpe folkefest i vente

VM i landevejscykling (UCI Road World Championships) består af en række løb, hvor der indenfor hver kategori kåres en verdensmester. 

De første fire konkurrencedage, søndag til onsdag, foregår der i Aarhus seks enkeltstarter samt en Mixed Team Relay, som er en holdstafet for mænd og kvinder på samme nationale team.

Om lørdagen inden den første konkurrence afholdes en Grand Opening Ceremony, som ligeledes vil foregå i Aarhus.

Der vil samtidig blive planlagt sjove og inspirerendesideaktiviteter under eventdagene i Aarhus, hvor cykelglade motionister i alle aldre fx kan teste benene på dele af VM-ruten.

Både konkurrencer og publikumsaktiviteter foregår i byrummet, og der er gratis adgang og åbent for alle. Der venter med andre ord flere dages folkefest med fuldt fokus på en af verdens mest populære sportsgrene. 

Borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard, udtaler:

”VM i landevejscykling i Aarhus bliver en enestående og meget publikumsvenlig begivenhed.

Værtskabet vil sætte vores by i centrum hos de mange cykelsportsfans verden over, og samtidigvil der være masser af aktiviteter i byrummet med fantastiske fælles oplevelser for byens borgere og tilrejsende publikummer.

Jeg glæder mig til, at Aarhus kan byde verdens bedste cykelryttere, en masse internationale gæster og ikke mindst millioner af tv-seere velkommen i 2029.”

VM i cykling er et event med omfattende tv-dækning i hele verden, og det forventes, at omkring 1.000 ryttere fra op til 75 forskellige nationer vil deltage.

Del artikel


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien