Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aarhus samles foran Musikhuset: Kæmpe støttekoncert vises på storskærm

Af Redaktionen
Foto: Musikhuset
Foto: Musikhuset

Der er krig i Europa, og hele verden holder vejret.

På tværs af Danmark bliver der taget initiativ til en lang række af aktiviteter, der støtter krigens ofre.

Her i Aarhus har byens ikoniske bygninger fx lyst op i ukrainske farver, ligesom aarhusianske virksomheder har doneret sin omsætning – og på søndag vil der være en stor indsamling i hele byen.

Nu samler DR og TV 2 alle danskerne på en aften, hvor der bliver plads til engagement,  indsigt og eftertænksomhed og mulighed for at støtte krigens ofre via et samarbejde med en række større danske nødhjælpsorganisationer, der er aktivt til stede i og omkring Ukraine.

Perlerække af de største navne

Det hele kulminerer i en kæmpe støttekoncert på lørdag d. 12. marts på Rådhuspladsen. Men koncerten bliver også et samlingspunkt for støtten til Ukraine lige her i Aarhus.

Den sendes nemlig direkte på en storskærm i Musikhusparken, hvor man håber, at så mange aarhusianere som muligt dukker op for at samles om den forfærdelige krig i Europa.

Her spiller en perlerække af de største danske navne i løbet af koncerten for at få hele Danmark til at stå sammen.

Det er allerede muligt at støtte nu på to forskellige måder. Man kan enten donere 150,- kroner ved at sende en SMS med ‘HJÆLP’ til 1234, eller man kan donere et valgfrit beløb via MobilePay til 40 50 42.

Senere vil det også blive muligt for både privatpersoner og virksomheder at donere større bidrag via hjemmesiden sammenforukraine.dk.

Berører mange danskere

I en pressemeddelelse skriver TV 2, at følgende nødhjælpsorganisationer får del i det indsamlede beløb:

ADRA Danmark, Amnesty International Danmark, CARE Danmark, CARITAS Danmark, DRC Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, International Media Support, Læger uden Grænser, Mission Øst, Oxfam Ibis, PlanBørnefonden, Red Barnet, Røde Kors, SOS Børnebyerne, UNHCR – FN’s Flygtningeorganisation og UNICEF Danmark.

“Ukrainerne står i en forfærdelig situation, hvor de akut har brug for hjælp.

Herhjemme er mange dybt berørt af situationen, og vi ser, hvordan danskere rundt i hele landet igangsætter initiativer, som alle har til formål at hjælpe.

Jeg er glad for, at vi i samarbejde med TV 2, nødhjælpsorganisationerne og danskerne nu kan bidrage til at gøre en forskel for dem, der har brug for hjælp,” siger Nikolaj Vitting Hermann, chef for tværgående indhold i  DR.

“Det er i alvorlige situationer som denne, at det er virkelig vigtigt at stå sammen for frihed og fællesskab.

Sammen med DR vil vi gerne give danskerne muligheden for at gøre en forskel. Fx ved at samles om ønsket om fred, eller ved helt konkret at bakke økonomisk op om nødhjælpsorganisationernes akutte arbejde,” siger Dorthe Thirstrup, kanalchef for TV 2.

Fokus på krigens konsekvenser

DR’s og TV 2s samsending 12. marts kommer efter endnu en uge med fuldt fokus på krigen i Ukraine på tværs af kanaler og programmer på både radio og tv.

Lørdag er Natasja Crone og Johannes Langkilde værter for en aften, der byder på portrætter af helt almindelige ukrainere, der er berørt af krigen, og historier om danskere, der med lokale  initiativer er med til at støtte ukrainere på flugt.

I løbet af aftenen vil der også være direkte gennemstilling til DRs og TV 2s  korrespondenter i og omkring Ukraine.

Til støttekoncerten optræder en perlerække af Danmarks bedste musikere, og så vil danskerne både før, under og efter støttekoncerten kunne donere penge til nødhjælpsorganisationerne.

Storskærm i 4 byer

Støttekoncerten bliver samsendt på DR1 og TV 2 lørdag 12. marts fra kl. 19.30 direkte fra Rådhuspladsen i København, hvor der – så længe der er plads – er åbent for alle, der har lyst til at støtte op om initiativet.

Og er man ikke i nærheden af København, er der altså også mulighed for at se med via storskærm i Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg – eller naturligvis hjemme fra stuerne.

Storskærmen sættes op følgende steder:

  • Aarhus – Parken foran Musikhuset
  • Aalborg – Pladsen foran Musikkens Hus
  • Esbjerg – Torvet
  • Odense – Flakhaven

Hvad: Støttekoncert vises på storskærm
Hvor: Musikhusparken
Hvornår: Lørdag d. 12. marts kl. 19.30

Del artikel

Andre læser også