Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kælder fuld af guld: Kæmpe vinsamling solgt for millionbeløb

Af Jonathan Sten Drivsholm
Ejer af Malling Kro, Rune Aaby (tv) og Jess Juul Hansen (th), ejer af Vinoble & Vinspecialisten i Skanderborg. Vinen på billedet er en Domaine Armand Rousseau Le Chambertin, der sælges til mellem 20.000 og 60.000 kroner afhængig af årgang.
Ejer af Malling Kro, Rune Aaby (tv) og Jess Juul Hansen (th), ejer af Vinoble & Vinspecialisten i Skanderborg. Vinen på billedet er en Domaine Armand Rousseau Le Chambertin, der sælges til mellem 20.000 og 60.000 kroner afhængig af årgang.

En handel udover det sædvanlige har for nylig fundet sted nær Aarhus.

Hele 4.000 flasker dyr vin har nemlig skiftet hænder i en millionhandel mellem to østjyske parter.

Det hele startede med en simpel jagt efter den helt rigtige hvidvin for godt en måned siden. Her lagde vinhandler Jess Juul Hansen vejen forbi Malling Kro lidt syd for Aarhus i håbet om at finde den helt rigtige flaske.

“Jeg manglede lige dén særlige Bordeaux- eller Bourgogne-flaske til en smagning med nogle dygtige kendere.

Hverken jeg selv eller mine gode venner hos forskellige vinhandlere i Aarhus havde den helt rigtige til anledningen, og som en sidste mulighed slog jeg forbi Malling Kro på vej hjem,” lyder det fra Jess Juul Hansen i en pressemeddelelse.

For vinhandleren, der ejer Vinoble og Vinspecialisten i Skanderborg, blev besøget i sidste ende noget dyrere end forventet:

“Jeg vidste, Malling Kro ville kunne hjælpe mig med vinen, men hvad jeg ikke vidste var, at ejer Rune Aaby faktisk gerne ville sælge hele samlingen og helst til én enkelt køber. Efter en kort rundtur i kælderen gik det for alvor op for mig, hvor meget guld den indeholdt.”

En vaskeægte ‘Indiana Jones’-skat

Samlingen på Malling Kro er resultatet af en ivrig indsats over de seneste 25 år. Samtlige vine er udvalgt med sirlighed og sans for årgange.

Det er da heller ingen hemmelighed, at Malling Kro længe har kunnet fremvise et vinkort udover det sædvanlige, og så sent som i 2016/2017 vandt kroen prisen for Danmarks bedste vinkort i White Guide foran Michelinrestauranter som Søllerød Kro og Geranium.

Samlingen er skabt af Malling Kros tidligere ejere Rico Jørgens og Tina Schou. Vinene er er primært fra Europa, men dækker også sjældne topvine fra resten af verden.

Ifølge Jess Juul Hansen er der tale om en vaskeægte ‘Indiana Jones’-skat, som om kort tid bliver sat til salg med adskillige årgange fra bl.a. Domaine de la Romanée-Conti, Chateauneuf-du-Pape Chateau de Beaucastel og et sandt overflødighedshorn af kælderflasker helt tilbage fra 1937.

Som nævnt er samlingen på hele 4.000 flasker, som dækker godt 1.300 forskellige vine lige fra Clarence Dillon Wines Clarendelle inspired by Haut-Brion, der koster omkring 200 kr., til den sagnomspundne Domaine de la Romanée-Conti La Tache 2013 til en pris på svimlende 48.000 kroner.

Hører til sjældenhederne

Og selvom vinhandleren fra Skanderborg gik ind efter en enkelt særlig flaske, er han nu kommet ud med hele samlingen, som om kort tid vil blive sat til salg i hans butik Vinoble & Vinspecialisten i Skanderborg.

Kælder fuld af guld: Kæmpe vinsamling solgt for millionbeløb
Jess Juul Hansen med sin nye vinsamling.

Jess Juul Hansen har et klart ønske om at sælge samlingen med respekt for vinene og det unikke arbejde, der ligger forud for samlingen, som den tager sig ud i dag.

Derfor vil 40 toprestauranter i Danmark være de første til at kunne købe vin fra samlingen, og Jess Juul Hansens håber at kunne holde vinene sammen, så de kan smages ”vertikalt” – altså så samme vin kan smages på tværs af årgange.

“Det hører til sjældenhederne, at vi finder så fine vine, der er købt hos producenten og har ligget under de helt rigtige forhold, lige siden de er købt. Derfor vil de også fremstå fuldstændig suveræne og autentiske, og det, synes jeg, virkelig er værd at have respekt for i salget af dem,” forklarer han.

Vinene sættes i salg 24. juni kl. 10.00 i Vinoble & Vinspecialisten på Adelgade 75 i Skanderborg.