Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Solbadning og kaffevogn på kirkegården: Usædvanligt tiltag på vej i Aarhus

Af Michael Qureshi

Det vækker opsigt rundt omkring i landet, at man nu i Aarhus vil inddele kommunens kirkegårde i zoner.

Det er på tegnebrættet, at man udnytter pladsen kirkegårdene bedre især i den centrale del af Aarhus.

Dermed åbner Aarhus Kommune blandt andet for, at kaffevogne kan søge om tilladelse til at sælge kaffe i områderne, og at det er helt okay, at man bruger stederne til at solbade og hygge med rosé.

Aarhus Kommune skriver følgende i en pressemeddelelse.

“I dag vælger flere urnen frem for en kistebegravelse, det giver mindre gravpladser og mere ledig plads på særligt Nordre Kirkegård.

Det vil vi udnytte.

Over de næste mange år vil vi indrette kirkegårdene i zoner – nogen til gravpladser og nogen til park.

Selvfølgelig med det overordnede hensyn at kirkegården er et sted med ro til at sørge og mindes ved gravene,” lyder det. 

Helt konkret har man tænkt sig at indlede med Nordre Kirkegård på Trøjborg.

Her er der allerede lavet en visualisering af, hvordan det kunne se ud med en ny form for kirkegård i byen.

Solbadning og kaffevogn på kirkegården: Usædvanligt tiltag på vej i Aarhus
Visualisering af Nordre Kirkegård: Schønherr A/S

Selvom fokusset på den rekreative anvendelse af byens kirkegårde er øget, understreger rådmand Steen Stavnsbo (Teknik og Miljø), at der på intet tidspunkt må blive gået på kompromis med kirkegårdenes primære formål:

”Kirkegården er først og fremmest et sted, hvor der skal være ro og rum til at sørge og mindes,” siger han og åbner dermed ikke op for rundbold og høj musik på kirkegårdene.

Have, park, skov og eng

En revideret udviklingsplan for byens to kirkegårde lægger op til at tilbyde mere diversitet i begravelsespladserne.

Derfor skal kirkegårdene i fremtiden inddeles i små landskabelige rum, hvor nogen skal have karakter af velplejede haver som i dag, mens andre skal være mere vilde som eng og skov.

Det får den konsekvens, at Teknik og Miljø fra årsskiftet hjemtager opgaven med driften af kirkegårdene.

En opgave, som hidtil har været sendt i udbud. Det skal sikre mere fleksibilitet i opgaveløsningen i kirkegårdsenheden ud fra et helhedsperspektiv.

Omlægning og ny inddeling af kirkegårdene er ikke noget, der kommer til at ske fra den ene dag til den anden.

Udviklingen skal ske i dialog med de forskellige trosretninger og under hensyn til fredningstider og mulige forlængelser af de enkelte gravsteder.

Fakta

Aarhus Kommune har to kommunale kirkegårde: Nordre Kirkegård på Trøjborg og Vestre Kirkegård langs Viborgvej.

Der er bedst plads til at prioritere plads til rekreative formål på Nordre Kirkegård.

Her var det totale
gravstedsstedsareal ved udgangen af 2021 cirka 78.000 kvm. Heraf blev 41.000 kvm benyttet, og 37.000 kvm var ledigt gravstedsareal.

På Vestre Kirkegård var det totale gravstedsstedsareal ca. 75.000 kvm heraf blev ca. 49.000 kvm benyttet og 26.000 kvm var ledigt gravstedsareal.

Den højere belægning på vestre Kirkegård skyldes primært de muslimske gravpladser, som består af kistepladser.

Projektet inspireres ifølge B.T. af Assistens Kirkegården i København, hvor der også både er gravsteder og plads til hygge som i en park.

Del artikel

Andre læser også