De hyggelige terrasser: Nu tilbyder Kähler Villa Dining udeservering
På de luneste sommeraftener kan Kähler Villa Dining nu tilbyde udendørs servering på deres hyggelige terrasser.
Der er ikke noget som en lun sommeraften på terrassen med god mad, kølig hvidvin og godt selskab. Derfor har Kähler Villa Dining været i fuld gang med at klargøre villaens terrasser, så gæsterne nu har mulighed for at nyde middagen udendørs, de dage hvor vejret tillader det.
”Vi er utroligt glade for at vi nu kan tilbyde gæsterne at sidde udendørs, når det dejlige danske sommervejr viser sig – og vi håber, at rigtig mange aarhusianere vil kigge forbi til en hyggelig sommermiddag på terrassen”, fortæller Liselotte Møller, restaurantchef hos Kähler Villa Dining.
Sådan bestiller man bord på terrassen
Gæsterne skal blot skrive i kommentarfeltet, at de foretrækker udendørs servering, når de booker bord, så vil Kähler Villa Dining gøre, hvad de kan for at efterkomme dette ønske. Bemærk dog venligst, at de ikke kan garantere en udendørs plads, da det afhænger af vejr, efterspørgsel, bemanding osv. på den pågældende dag.
Om Kähler Villa Dining
Kähler Villa Dining er stedet, hvor 175 år gammel designhistorie forenes med moderne, nordisk gastronomi. I den smukke, hvide patriciervilla i Risskov kan gæsterne læne sig tilbage i hjemlige rammer og nyde et unikt helaftenskoncept, der både byder på snacks, appetizer, tre gourmetretter, vin ad libitum og kaffe med avec og sødt for blot 699 kroner. Gourmetoplevelserne serveres naturligvis på Kählers eget, ikoniske keramik. Kähler Villa Dining er en del af Danish Design Restaurants, der er ejet af Frantz Longhi, og som foruden Kähler Villa Dining også omfatter Kähler Spisesalon, Kähler Smørrebrød – Take-away, Nordisk Spisehus, Foodie-bar og Aarhus Central Food Market. Læs mere om Kähler Villa Dining på www.villadining.dk.