Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

18. marts 2022
Kl. 19.00 - 20.30

Anders Nielsen

Anders Nielsen har i mange år levet et dobbeltliv! Tømrer om dagen og komiker efter mørkets frembrud! Det har på ingen måder været et hemmeligt dobbeltliv, men det er alligevel lykkedes ham at holde det skjult for store dele af den danske befolkning. MEN NU DET SKAL FANDEME VÆRE SLUT! 

Stand-up-showet Svendeprøven er hans første onemanshow, og det sammenfletter hverdagen MED de skrå og PÅ de skrå brædder! Kan en knapt så omstillingsparat håndværker arbejde hjemmefra, og er det overhovedet muligt at slå igennem som komiker, når man har Danmarks kedeligste kunstnernavn? Det og meget, meget mere kan du blive klogere på i løbet af showet.

”Jeg anser det her som MIN store svendeprøve, og jeg håber inderligt at DU vil være min skuemester!” – Anders Nielsen

Trods sine 8 år i stand-up-miljøet, var det først i januar 2020 at han endelig fandt modet til at opsige sit trygge, elskede tømrerjob for at satse 100% på livet som vittighedssnedker. Det blev til to skønne måneder, inden Mette Frederiksen og en velsmagende flagermus i uskøn forening fik aflivet drømmen, som var den en mink med galoperende høfeber! Som så mange andre projekter, der involverer en håndværker, blev hans plan om at udfærdige et onemanshow forsinket. Men han har genoptaget arbejdet og svendestykket har fået en ny afleveringsdato; premiere d. 31. marts 2022. Men for at drømmen kan fremstå som en arkitektonisk helhed, kunne han godt bruge et par købestærke hænder. Og de sidder på DIG!

Du kender Anders Nielsen fra:

Finalen ved DM i stand-up i 2015 og 2017
”Mesterskaberne” på DR1 i 2019
Det virale facebook-opslag: ”Det er kun de dumme, der bliver håndværkere”
Den rimeligvist feterede renoveringskonto på Instagram; @salmonstreet
Bliv-i-bilen Danmarks-tourné med Uffe Holm i 2020
Et endnu ikke offentliggjort TV2-program med premiere i efteråret 2021

Anders Nielsens stil på scenen er satirisk og underspillet og næppe én der behager kultureliten. De er dog heller ikke så hyppigt repræsenteret ved hans arrangementer. Med andre ord er der ikke meget halsklud og ostebord over indholdet!

 

Finder sted: Musikhuset Aarhus