DAMEN MED DE BLÅ TÆNDER
Damen med de blå tænder debuterede i en sketch i 2001. Scenen var en middag med gamle veninder. Hendes åbningsreplik var: ”Nå, nu er taxaerne bestilt. Skal vi så ikke skåle for, at vi er kommet igennem endnu en aften, hvor der ikke er blevet snakket om en skid, der betyder noget?” Og så faldt sandhederne. Om Vivi, der ikke kunne få børn. Om Ruth, der sad og smilede, selvom kollegaerne mobbede hende henne på børnebiblioteket.
Nu fylder DAMEN MED DE BLÅ TÆNDER rundt, og det skal fejres med en udsøgt vinmenu i den gamle herskabslejlighed i Kongens København. Men intet forløber som planlagt under den stort anlagte middag, hvor afbuddene tikker ind, og kun selvransagelsen banker på døren. Ved sin side har damen sin tjenende åndsfælle, der ud over at agere mundskænk og middagspianist netop har oprettet sin profil på Elitedaters.