Foredrag med Jes Dige – Et liv med sorg
Kom og oplev Jes Dige fortælle om hans inspirerende og særlige tilgang til børnenes sorg, hvor aftenen også byder på ny indsigt og nye vinkler på et tabubelagt område.
Hver fjerde barn har inden sin 25 års fødselsdag oplevet sorg på den ene eller anden måde. Sorg er blevet en ufrivillig del af deres hverdag, enten på grund af død eller alvorlig sygdom. Sorg er belagt med utallige tabuer og misforståede hensyn, der gør det ensomt og svært at være et sorgramt barn eller ungt menneske.
Sorg kan medføre personlige og sociale problemer resten af livet. Den forebyggende indsats er derfor vigtig i forhold til den sorgramtes fremtid.
I såvel privat som professionelt regi er det et livsvilkår for mange mennesker at have mistet. Al sorg opleves individuelt – vi er ikke ens. Derfor bør sorg og sorgreaktioner også håndteres forskelligt. Der findes ingen entydig facitliste for empatisk adfærd i den forbindelse, selvom det ville være det nemmeste. Men der findes metoder, der gør det lettere at møde sorgramte på en empatisk måde. Og det er muligt at lære at leve med sorg.
Og sorg rammer ikke kun børnene.
Hvad siger jeg til en kollega, der lige har mistet sin mand eller sit barn? Eller til en klassekammerat, som har mistet sin mor eller far?
Død er ikke noget, vi taler om. Af samme grund er sorg en lidt uhåndterlig størrelse, som mange både børn og voksne finder svær at forholde sig naturligt til. Det vil vi gerne ændre på. Sorg skal ikke ties væk.
Hvad: Foredrag med Jes Dige – Et liv med sorg
Hvor: Centralværkstedet
Hvornår: 22 august