Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

10. juli 2023
Kl. 14.00 - 16.00

Jan Harbeck Quartet – Stan Getz’ tenorsax

Nutidig jazz og et jazzhistorisk vingesus

Til denne særlige koncert vil Jan Harbeck Quartet fortolke nogle af de mest kendte og elskede sange fra Stan Getz’ repertoire.

Anledningen er, at Jan Harbeck i 2020 var så heldig og privilegeret at kunne købe Stan Getz’ fine gamle saxofon – en Selmer Balanced Action tenorsax. Stan Getz boede i Danmark fra 1958 til 1961 og solgte saxofonen i 1960.

Aarhus Jazz Festival har sin egen historie med amerikanske Stan Getz, der var hovednavn på den allerførste udgave af festivalen i 1989. I år vil disse forskellige historier mødes og smelte sammen ved koncerten med Jan Harbeck, hvor han med Stan Getz’ ånd i saxofonen vil fortolke Getz-klassikere såvel som fremføre sit eget bud på nutidens jazzlyd.

Jan Harbeck fortæller:

”Det er virkelig en ære og en stor glæde at få mulighed for at spille på så udsøgt et instrument, som Stan Getz’ gamle saxofon. Den klinger så smukt og er så levende. Når det er en mester som Stan Getz, der i sin tid har udvalgt saxofonen, siger det selvfølgelig også sig selv, at det bare er et helt fantastisk godt instrument. Og så er den blevet besjælet af først Stan Getz og siden af den ældre herre, jeg købte den af. Han havde saxofonen i 60 år og elskede den ubetinget. Han ville være sikker på, at jeg ville elske den lige så højt som ham, inden jeg fik lov til at købe den, da han ikke ville sælge den til en samler, der måske ikke ville spille på den.

Jeg har altid været dybt betaget af dybden i Stan Getz’ musik, af skønheden og den helt overlegne instrumentbeherskelse. Og så ikke mindst af den personlige signaturagtige lyd, han havde. Det at man altid efter et sekund kan genkende – det er Stan Getz!

Lige da jeg var begyndt at spille saxofon, indspillede Stan Getz albummet People Time på Jazzhus Montmartre sammen med pianisten Kenny Barron, og jeg kan huske, jeg sad som teenager på mit værelse i Aalborg og hørte koncerten live på P2. Det gjorde virkelig et dybt indtryk på mig, og vi kommer også til at spille nogle numre fra det album. Desuden et af hans tidlige numre fra tiden med Woody Herman og en Antonio Carlos Jobim-komposition fra Stan Getz’ bossanova-periode. Vi har arrangeret numrene, så de passer ind i lyden af vores kvartet, og vi glæder os meget til at spille dem for jer til Aarhus Jazz Festival.” 

Til koncerten vil der også være musik fra Jan Harbeck Quartets nyeste plade Balanced, som er indspillet på Stan Getz’ saxofon, og besætningen er den faste fra de fem album, kvartetten har udgivet.

Den fine sal i Helsingør Theater (Den Gamle By, Aarhus) passer perfekt til kvartettens speciale med at spille 100 procent akustisk, hvor intet står imellem publikum og musikerne. Glæd jer til en helt særlig aften med toner af både nutidens jazzmusik og det jazzhistoriske vingesus.