JEG SIGER DET BARE
Så du den populære Tom Waits-forestilling TRÆT LEVER, VARMT HJERTE i sidste sæson? Holdet bag gæster os med en ny forestilling. En humoristisk, musikalsk og kværulerende forestilling fra en halvgammel mand, der ved, han har ret.
En halvgammel, ciskønnet og måske ikke helt tilfreds boomer kigger forundret på tidens strømninger. Debatkulturen, hvor du enten er for eller imod. Og ethvert forsøg på at nuancere sætter dig i bås som kværulant.
Automatiseringer, der efterlader os i selvbetjent hjælpeløshed, mens vi fastholder, at det er meget lettere sådan. Misinformationer, fordrejninger, forvirringer, polariseringer, krænkelser og identitets-tyranni. Måske det hele startede, da Kaptajn Haddocks pibe blev retoucheret væk.
En humoristisk, musikalsk, poetisk forestilling, indpakket i oceaner af ord.