Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

9. juli 2023
Kl. 17.30 - 19.00

Johanna Sulkunen/Michiyo Yagi

Dansk-japansk hybrid i krydsfeltet mellem jazz, elektronik og tusind år gamle musiktraditioner

Den improviserede musik kan skabe møder, som strækker sig vidt over landegrænser og på tværs af tid, sprog og kulturelle ophav. Således er jazzmusikken i højere grad end en musiktradition en platform, hvor vidt forskellige musikalske baggrunde kan skabe kunstneriske nybrud og finde nye veje for kunsten – både på afsender- og modtagerfronten.

Johanna Sulkunen er en danskboende finsk komponist, sanger, improvisatør og lydkunstner, som har skabt bølger i det internationale landskab for eksperimenterende improviseret musik siden 2009, både via sit eget soloprojekt, men også som medlem af vokalgruppen IKI og via talrige både nationale og internationale samarbejder.

Med flere Danish Music Awards-nomineringer, store festivaljob og internationale samarbejder i porteføljen sætter Johanna Sulkunen en ny standard for, hvor bredt man kan arbejde som uafhængig musiker i krydsfeltet mellem nyklassisk eksperimenterende musik, jazz og elektroniske soundscapes.

Foruden sin baggrund i eksperimenterende improviseret musik er Johanna Sulkunen MA i antropologi ved Helsinki Universitet – en baggrund, som giver sig til udtryk på flere niveauer i hendes musik, som oftest er af afsøgende karakter og beskæftiger sig med menneskets forhold til naturen og kulturelle relationer.

Michiyo Yagi er klassisk trænet på det store japanske strengeinstrument koto og fandt for alvor sit fodfæste under et ophold i New York i start-90’erne, hvor introduktionen til John Zorn, John Cage og den lokale støjrock- og freejazz-scene satte sig i hende.

Besøget skabte fundament for, hvad der skulle blive en af Japans mest internationalt eftertragtede improvisatører inden for det eksperimenterende felt, og hun har siden arbejdet med ikoner som Peter Brötzmann, Keiji Haino, Otomo Yoshihide, Fred Frith, Paal Nilssen-Love, Steven Wilson m.fl. Yagi har været en central skikkelse i udbredelsen af kendskabet til kotoen og japansk traditionel improviseret musik i en international kontekst.

 

 

Finder sted: Turkis