KÖZ

Fusion på tværs af genrer, stilarter og geografi
KÖZ er et spirende Aarhusiansk band med rødder i Roots and Hybrid-scenen. Bandet lader genrer og stilarter fra fjerne egne fusionere med moderne vestlige toner.
Musikken lægger op til dans såvel som eftertanke. Rock, hiphop, jazz og afro-grooves blandes med skæve toner og taktarter og melankolske svævende universer fra det kolde nord.
I bandet er der intet hierarki eller designerede sangskrivere. Numrene bliver til i rummet, når alle otte bandmedlemmer er til stede, og tager oftest udgangspunkt i en lille idé eller impro-session.
Derfor kommer KÖZ’s musik for alvor til sin ret, når bandet spiller live, og samspillet mellem bandmedlemmerne på scenen – og ikke mindst med publikum – løfter projektet til dets fulde potentiale.
Bandet har tidligere varmet op for Junglelyd og AddisAbabaBand, som er velkendte bands i det danske Roots and Hybrid-miljø.