Aarhus’ nye Badehotel lægger fra land – kulgrill og en perfekt kulisse

Lidt nord for Aarhus ligger Kaløvig Bådehavn. Her er, udover, en masse både og sejlere, et brasserie eller Badehotel om du vil. Brasseriet ligger midt i de træhuse, som danner badehotellet. Havnen ligger med udsigt til Mols, hvilket på ingen måde er en ulempe.
Både nyt og gammelt
Det er sjældent, at nye badehoteller opstår, og Kaløvig Badehotel er ikke gammel. Og dog, bygningerne er ikke nye, men som badehotel er det ret nyt. Men nu er det jo maden, vi skal anmelde og ikke alderen på hotellet.
Scenen er sat
En perfekt kulisse er uden tvivl med til at løfte en middag og hele oplevelsen omkring den. Så med varme, sol og sommer var der ligesom ikke noget at klage over på den front. Vi havde bestilt bord på Dinnerbooking, så der var plads. Vi fik en plads inde i restauranten, selvom flere valgte at sidde på terrassen. Et menukort og en kande vand kom hurtigt til vores bord. Dagens menu fik vi også præsenteret. Der kom en del gæster på samme tid som os. Så 18.45 er et populært tidspunkt at spise på, her på Kaløvig Badehotel.
Kan man bytte om på forretten og hovedretten?
Det var mit spørgsmål. Tjeneren kiggede underligt på mig. Med rette, måske. Men skaldyrsfadet stod under hovedretter, og vi ønskede det s0m forret. Og en af forretterne som hovedret. Tjeneren sagde ja da, men med et spørgende blik. Vi forklarede hvorfor, og han forstod nu, at vi gerne ville have skaldyrsfad først, så gravad torsk og senere grillet havtaske. Vi fik det, som vi ønskede. God stil.
Krabbeklør vi kunne få øje på
Skaldyrsfadet kostede 248 kroner per person. Det skal vælges af mindst to personer. Fair nok. Det er ikke et plateau, men et fad med tilhørende serveringer, såsom varme muslinger med en tilhørende sauce med friske urter, lavet på fløde, grøntsagsfond og bacon. Ikke mindst den friske purløg slog igennem. Klasse sauce, som kun smagte af mere. Der var jomfruhummer med krydderurtepesto. De var små, men velsmagende. Store, og mange krabbekløer. Hold op, hvor var de kødfyldte. Der var skagen rejer, friskbagt brød, lidt salat og to slags aioli. En mættende omgang, som var skabt til havnen, molen og sommeren.
En sart torsk
Torsken var let gravad. Et tyndt lag kryddersmør i fast konsistens. Hvide asparges og syltede skalotteløg. Dildsaucen til torsken var skilt med dildolie, lidt mormoragtigt. Det var en fin ret, dog i den lidt mere almindelige ende. 118 kroner måtte vi slippe.
Så kom vi øverst på podiet
En restaurant, eller badehotel, med respekt for sig selv har en kulgrill. Gasgrill og briketter er erstatninger for en “rigtig” kulgrill. Længere er den ikke. Grillet havtaske Pastariso ( pasta lavet på rismel) i Sauce Basquaise lavet på tomat, peberfrugt og serrano. Pastaen var vendt i basilikumpesto. Der var en sprød crouton med oliventapenade og parmesan på toppen.
Havtasken havde først været i sousvide og senere på kulgrillen. Perfekt konsistens. Perfekt mør. Jeg husker ikke, jeg har fået en bedre ret med havtaske før, eller i hvert fald i meget lang tid. 210 kroner betalte vi. Det var hver en krone værd.
Danske jordbær når de er bedst
Eton mess var desserten. Det er en klassisk engelsk dessert bestående af jordbær, marengs og flødecreme. Her var det en creme chantilly med vanilje. De danske jordbær og en jordbær sorbet var klart vinderne. En god klassisk dessert, som man sjældent går galt i byen med. Prisen var 69 kroner.
Uden vin går den ikke
Vin på glas er også på vinkortet. Ikke mange. Men lidt er der da. Vi valgte to glas mousserende, Brut de Charvis, fra Paul Delane til 65 kroner glasset. Okay glas, men heller ikke mere end det. Jeg havde gerne set Deutz Champagne, bare deres Non Vintage, på glas i stedet for. Men den var kun på hele flasker. Desværre.
Næste vin var straks bedre. Meget bedre. Vi valgte Pouilly Fumé, Château de Tracy, på sauvignon blanc fra Loire til 475 kroner for en flaske. En helt igennem fair pris. Smuk lys gylden farve. Smagen er lang, elegant og frisk. Lækker vin, som passer forrygende godt til skaldyr. Vælg den, og du er sikker på god value for money, men også den matcher skaldyrene.
Vurdering
Solen skinnende. Der var vindstille. Havnen var fyldt med liv. Maden var god. Det samme var vinen og betjeningen. Den trækuls-grillede havtaske var verdensklasse. En ret, som i den grad var gennemtænkt. Resten var godt. Her var det mere råvarerne, som talte for sig selv. Fair nok, men det smagte godt, og de var ikke nærige med skaldyrene. Betjeningen var opmærksom, og ikke mindst god. Den ene var mere erfaren end den anden. Men ros til dem begge. Alt i alt, så var vi overordentlig tilfredse. Det var som om, at alt lykkedes den dag. Selv vejrguderne var med på holdet. At Aarhus’ nyeste brasserie får vores bedste anbefaling, er fuldt fortjent. Det var hele turen værd at spise derude. Det er et brasserie, men maden holder et stabilt og højt niveau. Bliv ved med det, for I laver mad, som smager godt!
PS: Der er også åbent til frokost.
Kaløvig Badehotel & Brasserie
Åstrup Strandvej 68 A
8541 Skødstrup
Telefon: +45 39 39 02 60
Mail: info@kalovigbadehotel.dk
Website:
Bestil bord her:
[mappress mapid=”747″]