Opsigtsvækkende visit: Kamel og æsel på besøg hos byens ældste bageri

De morgenfriske blev belønnet med lidt af et særsyn i M.P. Bruuns Gade her til morgen.
Omkring kl. 8 skete der nemlig det højst usædvanlige, at en kamel og et æsel troppede op foran bageriet i nummer 56.
“Der skete jo det, at vi havde en kunde her til morgen, der kom ind og sagde, at vi havde besøg af et cirkus,” fortæller indehaver af Schweizerbageriet Tine Lajer Petersen grinende.
Hun fortsætter:
“Så vi strøg ud af forretningen, og der stod ganske rigtigt både en kamel og et æsel ude foran. Det viste sig, at de skulle have lavet nogle reklamebilleder til deres forestilling i Musikhuset.
Dyrepasseren fortalte, at han tidligere har arbejdet ved Cirkus Benneweis og brugte os meget dengang, så derfor syntes han, det kunne være lidt sjovt at tage herhen med dyrene.”

Kamelen Abu og æslet Pepe er ganske rigtig i byen, fordi de spiller en rolle i forestillingen ‘Folk og Røvere i Kardemomme By’ i Musikhuset.
Men uden mad og drikke duer heltene som bekendt ikke, så først måtte de altså lige en tur forbi byens ældste bageri.
Og her fik det noget at styrke sig på før dagens forestilling.
“Vi gav dem en lille gave, så de fik et par kardemommesnurrer ved på vejen,” siger Tine Lajer Petersen afsluttende.