Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ny takeaway pop-up i Aarhus: Få grønne retter for kun 25 kroner

Af Freja Dumont

Blomkål, bønner og broccoli. Mange danskere ønsker at spise flere grøntsager. Og til dem er der godt nyt.

For nu bliver det nemmere at få grøn mad på bordet, når Karolines Køkken slår dørene op til “Grøn Mad Nemt” lørdag d. 26. marts i Mejlgade 48.

Grøn Mad Nemt er en helt ny pop-up butik, der udelukkende serverer grønne takeaway-retter med masser af grønt og mejeri.

Og til blot 25 kroner per ret!

Ny takeaway pop-up i Aarhus: Få grønne retter for kun 25 kroner
Foto: Karolines Køkken

Menuen er udviklet af kokken Anders Fogh og testet af Karolines Køkken, og består af 6 grønne retter: fem forskellige bowls og en burger fyldt med grøntsager og god smag.

Der vil også være rig mulighed for at afprøve de spændende opskrifter fra Grøn Mad Nemt pop-uppen derhjemme.

Alle kunder får nemlig et opskriftshæfte med yderligere inspiration til grønne retter med Karolines Køkkens madlavningsoste og link til Grøn Mad Nemt med opskrifter på de 6 retter, der bliver serveret.

Få inspiration til de grønne retter

Ifølge en undersøgelse fra Karolines Køkken er der mange danskere, der gerne vil spise mere grønt.

I undersøgelsen svarer 38 procent, at de gerne vil bruge flere grøntsager. Samtidigt svarer 22 procent, at den største udfordring, når de laver grøn mad, er at sammensætte et godt måltid.

Derfor glæder Karolines Køkken sig til at give aarhusianerne inspiration til, hvordan de kan lave velsmagende retter med masser af grøntsager og smag.

Ny takeaway pop-up i Aarhus: Få grønne retter for kun 25 kroner
Foto: Karolines Køkken

”Der er rigtig mange danskere, der har en intention og ønske om at spise mere grønt, og derfor vil vi gerne inspirere danskerne til nye smagsoplevelser i det grønne køkken.

Nu slår vi for første gang nogensinde dørene op til en pop-up takeaway, hvor vi inviterer aarhusianerne til at prøve vores spændende grønne retter med masser af grøntsager og Karolines Køkkens madlavningsoste,” siger Tove Færch, leder af Karolines Køkken, og fortsætter:

”Vi har fokus på velsmag, fylde og umami, fordi vi ved, at det kan være en udfordring, når danskerne laver grønne retter. Vi glæder os til at dele inspiration til grøn madlavning med aarhusianerne,” siger Tove Færch.

Mange unge efterspørger inspiration til nye opskrifter

Ifølge Tove Færch er danskerne over de seneste år blevet bedre til at udforske det grønne køkken, men der er stadig plads til ny inspiration.

Faktisk svarer 28 procent af danskerne, at de gerne vil bruge flere nye opskrifter, i Karolines Køkkens undersøgelse.

”Der er rigtig mange danskere, der laver de samme retter igen og igen. Derfor skal der en stor vaneændring til at rykke på vores madvaner.

I vores nye undersøgelse svarer hver tredje dansker mellem 18 til 29 år, at de gerne vil bruge flere nye opskrifter. Det er netop det, vi vil imødekomme med vores pop-up Grøn Mad Nemt.

Vi håber, at de grønne retter og vores produkter vil inspirere til, at man selv kan give sig i kast med nye spændende opskrifter derhjemme,” siger Tove Færch.

Hvor: Mejlgade 48

Del artikel

Andre læser også