Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kattegatcentret med i nyt millionprojekt om tang

Af anders@sommersangdigital.dk
Kattegatcentret er med til at sætte dyrkning og anvendelse af tang på dagsordenen i et nyt banebrydende innovationsprojekt, der netop har modtaget 11,8 millioner kroner i støtte fra Innovationsfonden.

Sammen med Teknologisk Institut, Aarhus Universitet og en lang række andre videninstitutioner og virksomheder deltager Kattegatcentret de næste 4,5 år i et stort, internationalt innovationsprojekt med titlen MAB4 – MakroAlge Biorraffinering til højværdiprodukter. Projektet skal udvikle metoder til at dyrke tang i stor skala og omdanne tangen til fødevarer og ingredienser til blandt andet dyrefoder og hudpleje – og ikke mindst sørge for, at den nye viden kommer ud at arbejde i danske virksomheder.

 

Tang som ressource

”Vi tror på tang som en af fremtidens spændende og bæredygtige ressourcer, og vi glæder os til at se hvilke nye innovative produkter, der kommer ud af samarbejdet i dette projekt,” fortæller Lone Thybo Mouritsen, leder for forskning i Kattegatcentret. MAB4-projektet har et samlet budget på 24 millioner kroner og heraf har Innovationsfonden investeret 11,8 millioner kroner med det formål at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark med udgangspunkt i tang som ressource.

 

Formidling af viden

Kattegatcentrets rolle i MAB4-projektet er at formidle viden genereret i projektet til virksomheder, iværksættere og investorer – og på den måde skabe nye og spændende arbejdspladser i Danmark. ”Kattegatcentret skal blandt andet være tovholder for et netværk af virksomheder og videnpersoner med en fælles interesse i tangs mange potentialer, og derudover skal vi arrangere årlige, internationale konferencer og stå for projektets kommunikation,” fortæller Lone Thybo Mouritsen.

 

Nordisk Tang – en rollemodel

Kattegatcentret har i mange år arbejdet med tang som ressource i regi af AlgeCenter Danmark, og har desuden været med i opstarten af det norddjurske tangeventyr, Nordisk Tang, der vandt Business Region Aarhus Iværksætterprisen i 2015. ”Vi er glade for, at Kattegatcentret med deltagelsen i MAB4-projektet er med til at sørge for, at ny innovativ viden når ud til virksomhederne, så der skabes nye arbejdspladser på et bæredygtigt grundlag, som er helt i tråd med vores mission om at passe på havet,” fortæller direktør i Kattegatcentret, Bjarne Klausen.


FAKTA

Projektets officielle titel: MAB4 – MakroAlge Biorraffinering til Højværdiprodukter

MAB4-projektet omfatter optimering af processer og udvikling af nye metoder i hele produktionskæden – lige fra storskala dyrkning af tang i havet over høst og lagring til bioraffinering med udtræk af værdifulde stoffer fra tangen til anvendelse i fødevarer, dyrefoder og hudpleje
Innovationsfondens investering: 11,8 millioner kr.
Samlet projektbudget: 24 millioner kr.
Projektets varighed: 4,5 år
Kattegatcentret står også i spidsen for formidlingsindsatsen i det Nordea-fonden støttede forsknings- og formidlingsprojekt ”FiSK”

 

Del artikel

Andre læser også