Sælger stor andel: Kendt Aarhus-restaurant får ny ejer
Nye folk i ejerkredsen hos Aarhus’ uformelle luksusbistro
I 18 år har Morten Sandvej og Lars Eiskjær stået i spidsen for en af Aarhus’ mest respekterede restauranter.
Og sådan bliver det ved.
Men nu får Restaurant ET et nyt medlem af ejerkredsen, idet Familiekontoret Kinstead har købt sig ind i restauranten.
Fra 1. juli ejer Kinstead en tredjedel af ET.
“Vi har over årene fået en del tilbud om både køb og medejerskab af restauranten og har været fristet flere gange.
Men med Kinstead var både timing og kemi den rigtige; vi kan lide folkene bag, de er ligefremme mennesker og gæster over mange år.
Og de virker som om, de kan lide os, som vi er,” siger Lars Eiskjær, der sammen med Morten Sandvej har drevet og ejet Restaurant ET siden 2008, i en pressemeddelelse.
Fortsætter ‘mange år endnu’
Restaurant ET er solidt økonomisk funderet, og giver år efter år stabile resultater, så inddragelsen af endnu en ejer er på ingen måde en finansiel nødvendighed.
“Vi ser det dels som en slags anerkendelse af vores arbejde, at nogen ønsker sig at være med. Dels som en konsolidering, så vi uden bekymring kan se frem mod de næste årtier for restauranten.
For os er det blot en yderligere motivation og inspiration til, sammen med vores super dygtige og loyale personale, at sætte god mad og vine på bordet i årtier endnu.
Vi kan sænke skuldrene på økonomien, uden på nogen måde at skrue ned for ambitionerne, for hverken Morten eller jeg har skygge af pensionsdrømme.
Vi skal være her mange år endnu. Det er jo det her vi vil, kan og er,” siger Lars Eiskjær.
Vil fokusere frem for ekspandere
Både nuværende og kommende medlemmer af ejerkredsen er fuldstændig enige om, hvem der bestemmer ved bord og i køkken, og dermed over driften af restauranten.
Således bliver Kinstead mindretalsaktionær, og det er helt med vilje.
“Morten Sandvej og Lars Eiskjær har forlængst bevist, at de kan drive en rentabel restaurant med gæster og gastronomi i højsædet.
Vi vil blot gerne bidrage til, at Restaurant ET trygt kan gå endnu 18 år i møde.
Men det er Lars’, Mortens og det dygtige personales ambitioner og værdier, der fortsat skal sikre Aarhus en afslappet, gæstfri bistro på absolut topniveau,” siger Troels Grosen, som er CEO i Kinstead.
Læs også: Aarhus-ikon solgt: Fortsætter i samme ånd med kendt ansigt I sine første 15 leveår lå Restaurant ET ved Europaplads.
Men i 2023 flyttede spisestedet til den helt nyrenoverede ejendom i Mindegade 6, der historisk var ramme om et af byens største og mest respekterede handelshuse – Hans Broges købmandsgård.
Restaurant ET serverer hvert år franskinspireret bistromad for cirka 35.000 gæster og er blandt den slags steder, man kalder “kokkenes restaurant” – altså et sted, hvor byens mange andre restaurant-ansatte ofte spiser, når de går ud.
Her vil der fortsat være fokus på gode råvarer, veluddannet betjening og klassisk fransk gastronomi.
“Vi vil hellere fokusere, end vi vil ekspandere. Vi har, synes vi selv, byens bedste gæster. Vi skylder dem, at de ved, hvad de får, når de besøger os; håndplukket vin og god mad, som vi gør os umage med. Hver dag!” siger Lars Eiskjær.