Flere billetter til salg: Se på stjerner gennem Danmarks største teleskop
Sidste år modtog Ole Rømer Observatoriet i Aarhus sit nye teleskop, som er intet mindre end Danmarks største af slagsen.
Der er tale om spejlteleskop med en spejldiameter på hele 70 cm – og nu får du snart igen chancen for at bruge det til at benytte det.
Billetsalget til februars stjerneforevisninger startede nemlig 1. januar 2025.
“Vi kan ikke love en skyfri himmel, men vi tør godt love dig en spændende aften, hvor du bliver klogere på astronomi,” lyder det fra Ole Rømer Observatoriet.
Oplev stjerner og planeter tæt på
Til stjerneforevisningerne i Ole Rømer Observatoriet kan du både se stjernehimlen gennem Danmarks største teleskop og gå på opdagelse i det 112 år gamle hus.
Gennem observatoriets teleskop kan man få et kig på årstidens stjernehimmel med de stjerner og planeter, som kan ses på aftenen for forevisningen.
Måske står Månens kratere for skud. Eller måske bliver der zoomet ind på Saturns ringe, spottet en fjern galakse, eller også går alle udenfor for at se nærmere på et stjernebillede.
Stjerneforevisningerne gennemføres uanset vejret.
Så hvis skyer dækker for stjernehimlen, vil I i stedet gå på opdagelse sammen i observatoriets kringelkroge og høre astronomi-historier om liv i universet, aktuelle rumrejser eller observatoriets historie, mens der vises flotte billeder fra de store rumteleskoper.
Du må hjertens gerne medbringe en masse astronomispørgsmål til foreviseren – og varmt tøj ej at forglemme. For det er ikke sjovt at kigge stjerner, hvis man fryser.
Der vil være mulighed for at købe kaffe, te eller kakao, men mad må ikke medbringes.
Ole Rømer Observatoriet gør dog opmærksom, at der kun er et begrænset antal pladser til hver stjerneforevisning, så det er en god idé at bestille i god tid.
Priserne lyder på 70 kr. for voksne, 30 kr. for børn (til og med 17 år).
Hvad: Stjerneforevisninger
Hvor: Ole Rømer Observatoriet
Hvornår: Hverdagsaftener
En stjerneforevisning varer typisk halvanden time. Læs mere og find billetsalget lige her