Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kim Larsen overrasker med nyt album: To sange blev indspillet på Hotel Royal i Aarhus

Af anders@sommersangdigital.dk

Den afdøde nationalskjald udsender nyt album, hvor to af sangene har en særlig relation til Aarhus

 

En kæmpe overraskelse er netop blevet offentliggjort på Kim Larsens officielle Facebook-side. Sangeren, der døde i september sidste år, udsender i dag et nyt album med 12 sange.

 

“Et af Kim Larsens allersidste ønsker var, at de færdige sange han arbejdede på det sidste år af sit liv, skulle udgives. Dette ønske opfyldes nu med udgivelsen af albummet ’Sange Fra Første Sal’, som består af tolv helt nye sange, indspillet over forår og sommer 2018 i Kims egen lejlighed – på første sal – sammen med Hjalmer og Jørn Ørn,” står der på Kim Larsens officielle Facebook-side.

 

Selvom sangene er indspillet hjemme hos Hr. Larsen, så er der to numre, som har en stor forbindelse til Aarhus.

Kim Larsen overrasker med nyt album: To sange blev indspillet på Hotel Royal i Aarhus

“Over sommeren 2018 – efter indspilningerne – faldt Kim i avisen over to danske digte, som han satte musik til. Dem ville han gerne have med i puljen, så midt under den igangværende sommerturné, dagen efter koncerten på Smukfest-festivalen i august, omdannedes et hotelværelse på Hotel Royal i Aarhus til et musikstudie. Her indspillede Kim og Jørn Ørn så de to sange selv, da Hjalmer skulle spille på Smukfest samme dag,” står der i opslaget på Facebook.

 

Blev hyldet af tusinder

Kim Larsen døde 30. september sidste år hjemme i Odense, hvor han i flere år havde boet. Nyheden om den folkekære sangers død ramte som et chok rundt omkring i det meste af Danmark. Også i Aarhus, hvor der hurtigt blev arrangeret et mindeoptog for nationalskjalden, der har haft stor betydning for adskillige mennesker.

 

5. oktober sidste år blev det store mindeoptog foretaget fra Rådhuspladsen i Aarhus til domkirken, hvor der blev lagt alt fra gamle Kim Larsen plader til blomster og sågar også et vejskilt med skriften Rabalderstræde. Politiet anslog, at der var besøg af omkring 5.000 mennesker ved den store hyldest til Hr. Larsen.

 

Det nye album udgives natten til i dag og kan lyttes til på diverse streaming-tjenester. “Sangene ligger klar på alle streaming- og downloadtjenester på dette link: https://KimLarsen.lnk.to/SangeFraFoersteSal

 

Og albummet kan købes fysisk som CD og VINYL fra i dag hos din normale pladebutik,” står der i opslaget på Facebook.

 

 

Del artikel

Andre læser også