Klumme af Jacob Nielsen: ”Støtten fra vores fans er en helt afgørende del af vores succes”
Denne klumme er en del af formatet “Byens Stemmer” på MigogAarhus.
Her giver vi løbende ordet til markante aarhusianske profiler, der deler deres egne perspektiver på byen, dens udvikling og de sager, der former vores fælles hverdag.
Denne gang handler det om det tætte forhold mellem AGF og Aarhus. Klubben og byen er dybt forbundet – både historisk, kulturelt og følelsesmæssigt. AGF ser sig selv som en vigtig del af Aarhus’ identitet og er samtidig afhængig af byens borgere, fans, virksomheder og opbakning.
Ordene er leveret af Jacob Nielsen, direktør i AGF
Da jeg blev spurgt, om jeg ville bidrage til “Byens Stemmer”, klingede mediets navn “MigogAarhus” godt. Ikke fordi det skal handle om mig, men fordi det skal handle om Aarhus. Eller rettere om Aarhus og AGF, AGF og Aarhus.
For Aarhus er blandt verdens bedste byer, og det er jeg kun blevet bestyrket i, efter at jeg er flyttet til byen.
Jeg skal ikke underkende, at alle fodboldklubber knytter sig til den by og det lokalsamfund, de hører til, selvfølgelig gør de det.
Vi tillader os alligevel i AGF at synes, at vi har en helt særlig tilknytning til vores by. Det er noget, der bor i væggene på Fredensvang, og det har boet der godt og vel altid.
Når vi ser på vores særkende i AGF, ser vi jo en forening, der har eksisteret og sameksisteret med Aarhus siden 1880. Byens og foreningens historie er vævet sammen.
“Stolte af Aarhus”
I min tid som direktør i AGF har vi i vores værdier italesat relationen til Aarhus tydeligt: ”Stolte af Aarhus” er en værdi, som kendetegner AGF og alle dem, der arbejder i AGF.
Det udtrykker en forståelse for, at AGF har brug for Aarhus, at Aarhus er vigtig for AGF. Og en forståelse for, at vores fans og aarhusianerne, der holder af fodbold, lever og lider med os.
Den opfattelse og selvopfattelse bæres af vores historie som forening i byen, men også som nu et professionelt fodboldselskab, der er kendetegnet ved et sjældent lokalt ejerskab i form af storaktionærer med en nær tilknytning til Aarhus og 10.000 mindre aarhusianske aktionærer.
Det betyder så meget for os, at det er en udtalt del af vores strategiske tilgang, at AGF’s fremgang og succes skal bygge på lokale kræfter. I Aarhus. Vi er glade for vores lokale ejere, og det er vores fans også.
Nogle af vores trofaste støtter møder op hver onsdag til AGF Walks, som er et initiativ i samarbejde med Steno Diabetes Center Aarhus rettet mod mænd og deres mentale og fysiske sundhed. En gang om ugen går de en tur sammen og sammen med en personlighed fra AGF. Fællesskab og motion.
Det er et eksempel på, hvordan vi prøver at tage ansvar for vores fællesskab i byen under det arbejde, vi kalder Side om Side, vores velgørende arbejde ud mod den by og det samfund, vi er en del af.
Igen er det ikke noget, vi skal tage patent på, alle fodboldklubber giver noget tilbage til deres lokalsamfund, men det, vi er så glade for ved AGF Walks, er, at vi som fodboldklub møder aarhusianske mænd i øjenhøjde, til samvær, fællesskab og et godt formål. Det er meget det, vi gerne vil være i AGF: noget for alle aarhusianere.
Og vi skal i AGF ikke lægge skjul på, at vi også har brug for Aarhus, for borgerne, for politikerne og for virksomhederne. De er alle vigtige for, at vi får succes som professionel fodboldklub i byen, og vi må arbejde hårdt på at gøre os fortjent til deres støtte.
Og den har vi brug for. Netop nu.
Dansk mesterskab inden for rækkevidde
Overtroen lever godt i fodbolden og også hos mig. Jeg skal ikke jinxe noget…
Men som alle med hjerte for AGF kan se og mærke, kæmper vi nu og i de kommende syv runder af Superligaen om et dansk mesterskab.
En af grundene til, at vi er, hvor vi er nu, er byen og vores fans. Det er ikke bare noget, vores spillere eller træner siger, støtten fra vores fans, højlydt og i stort antal, er en helt afgørende del af vores succes.
Spillerne finder den ekstra energi, viljen til at løbe den ekstra meter og den ekstra meter og den ekstra meter… når de bliver båret frem af vores fans.
På samme måde mærker vi alle i klubben den spænding og elektricitet, der er i byen, når det går godt som nu. Det motiverer os endnu mere i alle led i klubben.
Så det er ikke bare en kliché, når jeg skriver, at AGF har brug for Aarhus. Det har AGF, og jeg håber, at vi kan spille resten af vores kampe med fuldt hus på Ceres Park, og at udebaneafsnittene er fyldt til sidste plads, når vi jagter point på fremmed græs. At aarhusianerne kommer og støtter AGF.
Vi har brug for det. Vi har brug for alle.
Vi er stolte af Aarhus, og der er ikke noget, vi hellere vil, end at gøre Aarhus stolte af os.
Læs også: Klumme af Mette Mecklenburg von Undall: Et levende byliv kræver mod