Klumme af Jakob Tekla Jørgensen: “Hvad jeg så juleaften på en bjergtop”

Vi var på La Palma i julen — Tekla, Zea og jeg. La Palma er efter Hawaii det næstbedste sted på den nordlige halvkugle at se stjerner. Så da det også var midt om vinteren, besluttede vi juleaften at køre op på Roque de los Muchachos, øens højeste punkt, hvor der er meget strenge regler for kunstigt lys, og hvor alverdens astronomer valfarter til de teleskoper, der ligger som hvide støvbolde spredt ud over det barske landskab.

Vi havde tjekket, at månen var nede klokken 22. Det var der, vi satsede på at være der.

Det var skyet, da vi kørte af sted. Men vi var ikke bekymrede – da vi havde besøgt stedet i dagslys havde skyerne ligget under toppen, og vi regnede med, at vi nok skulle komme op over dem. Det var en tur på halvanden time gennem mørke og tåge og det ene hårnålesving efter det andet, og efterhånden som vi nærmede os toppen, blev tågen kun tættere. Vi blev mere og mere nervøse for, at turen havde været forgæves.

Vi ankom i komplet tåge. Iskoldt. Klamt. Bælgravende mørkt. Vi stod ud af bilen og stirrede op i en grå mur. Engang imellem kunne vi skimte en enkelt diffus stjerne gennem skydækket. Vores datter mistede tålmodigheden efter tyve minutter. Vi besluttede at opgive.

Vi kørte igennem det første hårnålesving. Og det andet. Og pludselig: to, tre, flere stjerner. Skyerne spredtes. Vi vendte bilen og kørte tilbage. Steg ud. Slukkede lyset. Lod øjnene vænne sig.

Og så: hvilket syn.

Fra horisont til horisont strakte sig et tykt bælte af stjerner. Ikke kun hvide og gule, men grønne og røde og blå. Det var stjernehimlen, som vi aldrig havde set den før. Vi hoppede og pegede og jublede og sugede det hele til os, fordi vi vidste, at selv om det var den samme himmel, vi har over os hver eneste aften, så ville det måske være både første og eneste gang, vi kom til at se den så klart.

Jeg fortæller historien, fordi vi i år slutter Festugen med et værk, der hedder Seeing Stars. Jeg vil ikke afsløre hvordan, men kort sagt prøver vi at give et helt publikum et glimt af den oplevelse, jeg havde juleaften — uden at de skal køre op på et bjerg på Kanarieøerne.

Vi forsøger at skabe rammerne for en oplevelse, som sker mellem dig og universet. Som kan give et andet perspektiv – på livet, og dets mening.

Appelsin. Bare appelsin.

Lad mig prøve at gøre det lidt mere håndgribeligt. Jeg går meget i sauna, og forskellen mellem tre saunaer i og omkring Aarhus siger mere om, hvor vi er på vej hen, end de fleste rapporter gør.

Badeanstalten Spanien: Klokken 11.50 — som annonceret — kommer en livredder ind med en lille skål. Han siger ‘appelsin’. Hælder væsken på stenene. Går ud igen. Upåklagelig service. Præcis det, der stod på plakaten.

Randers Water & Wellness: Alex kommer ind, præsenterer sig, fortæller om musikken og de tre dufte han har med, sikrer sig at man sidder godt. Siger ‘god gus’ og mener det. Det er en oplevelse. Man husker den. Man kommer igen.

YO Studio i Højbjerg: Marie Louise kommer ind og siger ikke sit navn. Det ved man allerede. Hun siger, hvad dagens gus handler om. Hvilken indre rejse man er ved at begive sig ud på. Hvilke dufte der gør hvad på den rejse. Det handler ikke om at give slip på noget dårligt i din dag. Det handler om at give slip på noget, du ikke længere har brug for i dit liv.

Tre saunaer, tre helt forskellige svar på spørgsmålet hvad gør vi her.

Det vi konkurrerer om

Det interessante er, at de tre saunaer ikke kun konkurrerer med hinanden. De konkurrerer også med AROS. Med en koncert i Musikhuset. Med en aftensmad på Frederiksbjerg. Med en tur på biblioteket eller stadion. Med Netflix. Med en stjernehimmel.

Vi har vænnet os til at tale om kultur, hospitality og handel som adskilte ting. Men i 2026 ser publikum ikke sådan på det. De har et antal timer, de gerne vil bruge på noget meningsfuldt, og de vælger ud fra hvad der gør mest indtryk. Et museum er ikke i konkurrence med et andet museum. Det er i konkurrence med Marie Louise i Højbjerg.

Og den konkurrence vindes ikke af den med det bedste produkt. Den vindes af den, der bedst forstår, at vi alle sammen er i samme branche nu. Vi er i transformationsbranchen. Vi prøver — på vidt forskellige måder — at lave noget, der gør mennesker i stand til at ændre sig en lille smule. For vi er mætte af oplevelser. Vi vil have at de skal give mening, at de viser en retning.

Festugen vil være Marie Louise

Aarhus Festuge er ti dage i august. 1.000 events.  En million mennesker. Historisk set har vi været rigtig gode til Alex-modellen. Vi laver gode oplevelser, vi er professionelle, folk er glade.

Men vi vil gerne være Marie Louise.

Fra 2026 lancerer vi tre programspor, der samler nogle af programpunkterne omkring nogle vigtige samtaleemner: et om vores forhold til naturen, et om det menneskelige og det teknologiske, et om hvem vi er for hinanden. Det er et forsøg på at gøre Festugen til en fælles rejse — ikke en menu, man bestiller fra.

Og pointen er ikke, at vi laver den transformation. Det er Aarhus, der gør det. Vi laver rammerne. Resten skal komme fra dem, der bor her, dem, der laver kunst her, dem, der driver de små butikker og caféer og borgerinitiativer. Carsten kan blive gusmester. Det er hele idéen.

Vores egen bestyrelse foreslog forleden, at vi droppede ordet samskabelse og i stedet sagde medskabelse, fordi det er mere ærligt. Det er rigtigt. Det er en trappestige, ikke en ligestilling. Vi sidder med beslutningerne i sidste ende, og det skal vi være ærlige om. Men hvis ikke vi mener det, når vi siger, at det er andre, der skal komme til orde, så er det bare varm luft.

På bjergtoppen og i Højbjerg

Det jeg så juleaften på Roque de los Muchachos var ekstremt. Det jeg ser hos Marie Louise er hverdagsligt. Men det er den samme bevægelse: noget der sker med dig, fordi nogen har skabt rammen og fordi du selv møder op med åbenhed.

Det er det, jeg drømmer om at Festugen kan være. Ikke en festival man kommer til. Men en by man er en del af, i ti dage, hvor der sker noget med os alle sammen.

Med dig. Med mig. Og med Carsten.

Læs også: Klumme af Rebecca Matthews: Derfor er offentlig kunst vigtigt lige nu