Vanvidskørsel gennem Aarhus: Knallertfører stoppet med tårnhøj promille
En 51-årig mand havde drukket mere end rigeligt, da han sent torsdag aften kørte afsted på sin knallert.
Kl. 22.48 slingrede han ned ad Viborgvej i Aarhus V, men optrinnet blev heldigvis opdaget af en patrulje fra Østjyllands Politi.
Patruljen bad manden om at standse nær krydset ved Ryhavevej for at tale nærmere med ham.
Må vinke farvel til knallerten
Knallertføreren virkede tydeligt beruset, og en test viste da også, at der var god grund til, han ikke var i stand til at køre lige.
Ifølge testen var mandens promille på over 2,0.
På den baggrund blev hans knallert beslaglagt med henblik på konfiskation grundet bestemmelserne om vanvidskørsel.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den 51-årige mand blev sigtet for spirituskørsel og anholdt.
Læs også: Blå blink på villavej: Lyn slog ned i hus i Aarhus