Julestuen på Kohalen: Udvider med stor pavillon på parkeringspladsen
Restauranten Kohalen, der ligger i Jægergårdsgade i Aarhus, tænker nyt og kreativt. Julefrokoster skal vi have, Corona eller ej. Derfor har Kohalen opstillet en stor pavillon på parkeringspladsen i forlængelse af restauranten og lavet den om til julestue, hvor julefrokosten kan afholdes. Grunden er, at presset på julefrokosten i de seneste år har været voldsom, og samtidig skal der være god plads mellem bordene i denne tid. Derfor har Rita og Jes Laustsen udvidet med godt 50 siddepladser.
Hyggeligt og stemningsfuldt
Jeg skal love for, de gode folk hos Kohalen har haft travlt. Siden tirsdag har de knoklet med at gøre julestuen klar. Den røde løber er lagt ud, og indenfor i julestuen pryder juletræer, julegaver, julekranse, pyntede borde, og hvad der ellers hører julen til.
Den sidste finpudsning blev klaret i formiddags, og det er med stor glæde, Restaurant Kohalen i dag åbner døren for julefrokost i julestuen, og den gode stemning kan sprede sig.
Traditionel julefrokost
Restauratørparret, Rita og Jes Laustsen har stor succes med deres danske, klassiske frokostretter, og der er så godt som altid fyldt til frokost. De er en institution i Aarhus, og ved om nogen hvad deres gæster kan lide. Maden i julestuen bliver fuldstændig ligesom inde i “restauranten”. Altså traditionel dansk julefrokost med sild, rødspættefilet, tartelet med høns i asparges, ribbensteg og meget andet hjemmelavet mad i rigelige mængder.
To seatings
Der er plads til 52 gæster i julestuen, og med max 10 mand ved hvert bord. Der er to seancer: En om dagen fra klokken 11.30 til 16.00 og en om aftenen fra 17.00 til 22.00. Reglerne omkring COVID-19 er selvfølgelig overholdt. Der står sprit på bordene, ved indgangen og ved den opførte toiletvogn ved siden af julestuen. Desuden er der afskærmning ved de borde, hvor det ønskes.
Vigtigt at bestille bord
Restaurant Kohalen er mere end almindelig populær, så det er en umådelig god idé at bestille bord. Det sker kun ved telefonisk henvendelse på telefonnummer: 86 12 14 81.
Restaurant Kohalen
Jægergårdsgade 152 – 154
8000 Aarhus C
Email: jesogrita@kohalen.dk
Telefon: +45 86 12 14 81
Link til hjemmeside
Se resten af menukortet menukortet her