Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stryger helt til tops: Kokkeelever fra Aarhus-restauranter kåret som Danmarks bedste

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Horesta
Foto: Horesta

To kokkeelever, der begge arbejder og studerer i Aarhus, kan nu kalde sig Danmarks bedste.

Det står klart, efter brancheorganisationen Horesta og 3F kårede dem som ‘Årets Kokkeelever’ ved Foodexpo-messen i Messecenter Herning mandag aften.

Lasse Loftager fra Restaurant Miró og Peter Ditlev Nørgaard Gyldenkærne fra Restaurant ET leverede sammen aftenens flotteste præstation og løb med guldet, skriver Horesta i en pressemeddelelse.

Stryger helt til tops: Kokkeelever fra Aarhus-restauranter kåret som Danmarks bedste
Foto: Miró

De to kokkeelever, der begge går på Aarhus Tech 1, brugte i alt 6 timer og 25 minutter på at skabe vindermenuen.

Lasse Loftager og Peter Ditlev Nørgaard Gyldenkærne kreerede ud fra en råvarekurv, hvis indhold finalisterne fik kendskab til dagen før konkurrencen, en menu med den hvide fisk lange, jomfruhummer og blåmuslinger.

Derudover stod der lam, æg, vanilje og hvid chokolade på menuen, der i sidste ende sikrede dem sejren.

“Vi er mega stolte over deres sejr og glæder os til at fejre dem, når de kommer retur til Århus 👍🙏

KÆMPE HIGH FIVE herfra og nyd aftenen på behørig vis – I fortjener sku det bedste,” skriver Restaurant ET på Instagram.

Østjyske tjenere imponerede stort

Kokkeelevernes mad blev serveret af tjenerelever, der også dystede om at tage guldet.

Og også her imponerede de østjyske deltagere.

Anna Mei Overgård Nielsen fra Restaurant Ghrelin på Aarhus Ø og Oskar Mathiassen fra Hotel og Restaurant Fru Larsen i Langå klarede sig bedst af alle og blev dermed kåret som ‘Årets Tjenerelever’.

De to efterlod det bedste indtryk hos dommerne, der vurderede ud fra tjenernes borddækning, vinidentifikation, vinforklaring, mixologi og gæstebetjening, og de løb derfor med tjenerguldet.

Stryger helt til tops: Kokkeelever fra Aarhus-restauranter kåret som Danmarks bedste
Anna Mei Overgård Nielsen og Oskar Mathiassen. Foto: Horesta

Allerede søndag dystede 5 af landets dygtigste tjenere om titlen som ‘Årets Tjener’, og her lagde to tjenere fra Djursland sig i spidsen.

Mathias Breinholt fra Restaurant Moment tog guldet, mens Dennis Blok fra Molskroen vandt bronze.

“Jeg kan stadig næsten ikke tro på det. Efter så meget hårdt arbejde, er det en kæmpe forløsning at stå her med statuen,” lød det fra efterfølgende fra Mathias Breinholt ifølge Horesta.

Derudover tog Bjarke Jeppesen fra den aarhusianske Michelin-restaurant Domestic andenpladsen i konkurrencen om at blive ‘Årets Kok’.

Danmarksmesterskaberne for professionelle kokke og tjenere arrangeres af Horesta og 3F i samarbejde med Hansenberg og MCH Messecenter Herning.